Hent film og serier på få minutter: Fem svar om fremtidens 5G-netværk

'Det bliver som at have fibernet i lommen', fortæller forsker om fremtidens mobile internet.

- Jeg vil tro, vi snakker om minutter. Det kommer til at gå lynende hurtigt. Op til 10 gigabit per sekund, siger Preben Mogensen, der er professor i trådløs kommunikation, om det nye 5G-netværk.

Hvis du synes, forbindelsen hoster og hakker, når du ser film via mobilt internet på telefonen, så er der i fremtiden måske hjælp at hente.

I dag har energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) fremlagt regeringens køreplan for det kommende mobile datanetværk, 5G, der i fremtiden skal sende trådløs data til mobilkunderne.

Men den nye teknologi kan bruges til meget mere end blot Netflix og hurtig internetadgang på mobilen. Der bliver tale om en revolution i form af lynhurtigt mobilt internet, når 5G rulles ud.

Det fortæller Preben Mogensen, der som professor i trådløs kommunikation ved Aalborg Universitet har været med til at komme med forslag til regeringens handlingsplan.

- Hver gang, vi går fra den ene generation til den næste generation, så taler vi om en revolution. Det gjorde vi også, dengang vi gik fra 2G til 3G og fra 3G til 4G. 5G er det næste naturlige skridt, siger han.

Her kan du gennem fem nedslagspunkter få overblik over, hvad forventningerne til den nye teknologi er.

1

Hvornår kommer det?

Fra og med 2020 har regeringen en ambition om, at det første spadstik til 5G skal tages. Men det er ikke sådan, at udrulningen sker fra den ene dag til den anden dag, fortæller forskeren.

- Vi skal regne med, at det bliver en rejse, der starter i 2020, og så kommer det til at tage en del år, før vi får fuld udnyttelse af alle mulighederne, 5G har i sig, siger han.

Der er især tale om en lang indfasning, fordi der først skal bygges nye master og antenner til 5G.

- Der skal investeres mange penge, så vi skal ikke regne med, at det sker fra den ene dag til den anden, siger han.

2

Hvor hurtigt bliver det?

Springet fra 4G til 5G er mindst lige så vildt, som da vi skiftede fra 3G til 4G. I fremtiden kan en spillefilm i god kvalitet eksempelvis kunne hentes på få minutter, fortæller Preben Mogensen

- Jeg vil tro, vi snakker om minutter. Det kommer til at gå lynende hurtigt. Op til 10 gigabit per sekund, siger han.

Ifølge forskeren kan 5G sammenlignes med, at din forbindelse på telefonen i fremtiden kommer til at konkurrere i hastighed med forbindelser, der i dag kræver, at man graver store fiberkabler ned i jorden.

- Det bliver som at have fibernet i lommen. Så man kommer til at have den samme opfattelse af 5G, som man har, når man er på fiber derhjemme, siger han.

3

Skal du have en ny mobil?

5G kommer som med meget andet ny teknologi til at betyde, at vi som forbrugere skal bruge penge på nye apperater.

Det kan godt være, at du lige har købt en ny, lækker mobil, men den kommer du ikke til at kunne hente film med gennem en 5G-forbindelse, fortæller Preben Mogensen.

- Du skal ud at have en ny telefon. De forskellige producenter har hver især en plan for, hvornår de kommer til til at levere en telefon, der understøtter 5G, siger han.

4

Hvad kan det bruges til?

Alt i alt kan 5G med forbrugerøjne måske ligne mere af det samme - bare hurtigere og bedre.

Men 5G kan bruges til meget mere, end de tidligere generationer af mobilt internet, fortæller Preben Mogensen.

Den egentlige nyskabelse findes i, at den nye teknologi i langt højere grad kan bruges til at styre og kontrollere maskiner og industri.

- Det betyder, vi kan lade selvkørende biler styre over 5G-netværk, og det betyder også, at vi kan gå direkte ud i industriel produktion, fjerne kablerne og så lade et 5G-netværk overtage kommunikationen, siger han.

Hvis man spiller online computerspil, besøger tunge internetsider eller styrer en trådløs drone, så er det især 5G-netværkets evne til svare lynhurtigt, som er vigtig.

Hvor den såkaldte datarate har betydning for, hvor hurtigt du kan hente en film ned, så er det her den forbedrede responstid, der gør 5G-teknologien attraktiv, forklarer forskeren.

Især når det gælder muligherne for at kunne kappe kabler til fremtidens maskiner og i stedet bruge mobilt netværk, forklarer Preben Mogensen.

- Her er responstiden væsentligt vigtigere end dataraten, siger han.

Fremtidens 5G-netværk kan få betydning for en lang række områder.
5

Hvor dyrt bliver det?

Træerne vokser dog ikke ind i himlen. Ligesom du skal have en ny mobil, så skal telesselskaberne også bruge en masse penge på den nye teknologi.

På nuværennde tidspunkt er det svært at vurdere, præcis hvordan det nye netværk vil påvirke abonnementspriser i fremtiden.

Men det kan ikke undgå at gøre ondt i pengepungen hos forbrugerne, hvis man sværger til det nyeste og hurtigste internet på markedet, forklarer Preben Mogensen.

- Masterne skal stå tættere, end det vi kender i dag, og der skal investeres en masse penge i udbygningen af det her 5G-netværk, siger han.

Det bliver dog i sidste ende nok mere erhvervskunder, som i fremtiden skal lægge de fleste penge på bordet for at kunne gøre brug af de nye muligheder med 5G, vurderer han.

- Når vi taler om selvkørende biler, droner og anden industriel automatition, hvor det er enormt vigtigt, at der er en garanteret kvalitet i dataforbindelsen, vil jeg forvente, at virksomheder kommer til at betale mere, lyder det fra professor Preben Mogensen.

Facebook
Twitter