Her er de fire mest populære job

Briterne har kåret de fire mest eftertragtede job. Flest drømmer om at blive bestsellerforfatter.

Pilotjobbet scorer stadig højt på briternes drømmejobsliste. Allerhelst vil de dog være forfattere. (Foto: easternmar © stock.xchng)

Hvad vil du være, når du bliver stor? Hører du til dem, som går efter et glamourjob - et job, som lugter langt væk af penge, berømmelse og anerkendelse, så læs videre her.

Ifølge epn.dk har 2.461 briter svaret på, hvilke job de opfatter som glamourjob, og de fire mest glamourøse job er ifølge briterne:

1. Forfatter

De allerfleste drømmer forfatterdrømmen og ville gerne være den næste J. K. Rowling eller Bill Bryson, viser undersøgelsen, som er foretaget af YouGov.

Historien om husmoderen Rowling, som har skabt Harry Potter-figuren og er blevet mange-mange millionær på bøgerne, får mange briter til at ønske, at de kunne leve fedt af at skrive bestseller-romaner.

2. Sportsmand/-kvinde

Idoler som Lewis Hamilton, Johnny Wilkinson og David Beckham får briterne til at drømme om at blive professionelle sportsudøvere med gigantiske årslønninger og et liv i luksus og berømmelse. Nummer to på listen over glamourøse job er derfor jobbet som professionel sportsudøver.

3. Pilot

Jagerpilot - eller blot helt almindelig servicepilot for charterturister - er traditionelt forbundet med stor prestige og har længe befundet sig i top fem over glamourjob, nemlig siden 2. Verdenskrig, da historierne om luftens helte fik mange til at drømme pilotdrømmen. Og pilot-jobbet ligger stadig på en flot tredjeplads over glamourjob.

4. Eventmager

På fjerdepladsen over glamourjob ligger jobbet som event-organiser - på dansk eventmager. En eventmager er beundret uanset om vedkommende arrangerer events i den lille eller helt store skala.

En eventmager udtænker, planlægger og organiserer alt fra bryllupper til koncerter og festivaler - og ifølge briterne lugter jobbet langt væk af kreativitet og personlig sprudlen og indtager derfor en fjerdeplads over glamourjob.

Facebook
Twitter