Der er nogle mennesker, som er gode til at tjene penge, og nogle som er mindre gode.
Men så er der dem, som nærmest er urimelig dygtige til at få pengene til at strømme ind på bankkontoen.
I sidstnævnte kategori må kapitalfondskongen Morten Hummelmose siges at være æresmedlem.
Han er nemlig partner og en del af ledelsen i en af verdens største kapitalfonde, svenske EQT. Det har givet ham en enorm formue og gjort ham til en af Danmarks største betalere af selskabsskat.
Morten Hummelmose har nemlig lidt af en nebengeschæft i form af sit eget personlige ejede investeringsselskab Frececo ApS, hvor han ejer rub og stub.
Og den del af hans arbejdsliv må mildest talt siges også at gå ret godt.
I de netop offentliggjorte "åbne skatteliste", som er en liste over, hvad danske selskaber betaler i selskabsskat, fremgår det, at hans selskab betalte næsten 1,1 milliarder kroner i 2021.
Det skyldes, at han har skullet betale cirka 22 procent i selskabsskat af sit astronomiske overskud på 5,3 milliarder kroner.
Hermed er hans selskab den syvende største skatteyder i Danmark og betalte for eksempel mere end virksomheder som Coloplast, Pandora og Anders Holch Povlsens selskab, Heartland.
DR Nyheder har indtil videre forgæves forsøgt at komme i kontakt med Morten Hummelmose med det simple spørgsmål: Hvorfor er du så god til at tjene penge?
I et interview med Finans i 2021 i forbindelse med sin 50 års fødselsdag blev han direkte adspurgt om sin formue på lige over fem milliarder kroner dengang.
En formue, der er vokset til 9,5 milliarder kroner den dag i dag, viser hans seneste offentliggjorte regnskab.
- Man skal selvfølgelig tage det alvorligt, at man har den slags kapital. Det kommer jeg til at bruge yderligere tid på fremover, sagde Morten Hummelmose.
Mærsks moderselskab nummer 66
Over Hummelmoses selskab på listen er navnkundige selskaber som Novo Nordisk-ejeren, Novo Holdings, som har betalt næsten 8,3 milliarder kroner i selskabsskat og hermed topper listen.
Desuden har vi flere af landets største banker og Lego-familiens pengetank, Kirkbi A/S.
I alt er der blevet betalt lige over 100 milliarder kroner i 2021, hvilket er det højeste beløb, siden man indførte skattelisterne i 2013.
- Et stigende antal selskaber betaler selskabsskat, og derfor glæder jeg mig over det rigtigt gode samarbejde, som skatteforvaltningen har med både selskaber, rådgivere og interesseorganisationer omkring korrekt skattebetaling, siger skatteminister Jeppe Bruus (S) i en pressemeddelelse.
Det er dog ikke alle af landets største selskaber, som ligger i toppen af skattelisten. For hvis man forsøger at finde den måske mest succesrige danske virksomhed, Mærsk, så skal man scrolle et godt stykke ned af listen.
Deres holdingselskab, A.P. Møller Holding A/S, har nemlig betalt knap 150 millioner kroner i selskabsskat i 2021 og er hermed den 66'ende største bidragyder til statskassen.
Det står i kontrast til, at A.P. Møller-Mærsk havde et overskud på 117 milliarder kroner i 2021. Det er det største årlige overskud i danmarkshistorien.
De betaler dog kun skat af den del af overskuddet, der er hentet i Danmark. Og så betaler de langt fra 22 procent i skat af deres overskud som langt størstedelen af landets selskaber.
I stedet må statskassen nøjes med fire procent.
Det hænger sammen med, at alle danske rederier – med Mærsk i spidsen – er underlagt den såkaldte tonnagebeskatning.
Tonnageskatten er en slags vægtafgift, hvor rederierne betaler en lav skat baseret på antallet og størrelsen af deres skibe - uagtet om der er over- eller underskud på bundlinjen.
Kritik af liste: Viser ikke virkeligheden
Med de åbne skattelister får alle danskere mulighed for at se, hvad alle landets selskaber betaler i skat.
Der er dog ikke alle, der mener, at det er den bedste idé i verden.
Blandt kritikerne er erhvervsorganisationen Danske Erhverv, der ikke mener, at listen giver det helt rigtige billede af, hvordan det går for den enkelte virksomhed.
- Man kan ud fra listerne simpelthen ikke sige, om det går godt eller skidt for en bestemt virksomhed. For en virksomhed, der har gang i omsætningen og er i rivende udvikling, kan meget vel betale en lav skat.
- For hvis den ekspanderer og investerer, så bliver overskuddet og dermed skattebetalingen lavere. Så selv om underholdningsværdien i forhold til at granske listerne måske kan være betydelig for nogle, så skal man indhente dybere viden, for man drager konklusioner, siger skattepolitisk chef Jacob Ravn.