Her smågriner de af varmechecken: Oles kunder får billig varme og 6.000 kroner oven i hatten

I Hashøj nær Slagelse fik varmeformand lidt af et chok i august.

Ole Worm forstår ikke, hvorfor nogle af hans kunder har fået varmecheck. Her ses han indenfor i varmeværket. (Foto: © (Privat foto))

- Jeg mødte nogle af naboerne, og de gik og smågrinte. Så spurgte de, ”har du også fået varmecheck, Ole?”. ”Nej, det har jeg ikke, men det har I vel heller ikke?”. ”Jo jo, det har vi”, grinte de.

- Det stod vi så og snakkede lidt om, og det kunne de heller ikke selv forstå, at de fik varmecheck. Vi har jo billig varme her.

Sådan fortæller Ole Worm, der er formand for Hashøj Kraftvarmeforsyning, der ligger syd for Slagelse.

Han blev noget chokeret, da han fandt ud af, at flere af kunderne, der er tilknyttet fjernvarmeselskabet, havde fået varmecheck.

For på bare to år er prisen per kilowatt-time næsten blevet halveret hos fjernvarmeselskabet. I 2020 lød prisen på 95 øre, mens den i dag ligger på 51 øre.

Konkret betalte fjernvarmeværkets kunder 14 procent mindre i januar 2022 sammenlignet med samme måned året før.

Så mens der er historier om fjernvarmekunder, der har fået smadret deres privatøkonomi med regninger, der er over fordoblet, så slipper man i Hashøj med rundt regnet 15.000 kroner om året for et hus på 130 kvadratmeter.

De 500 kunder hos værket får altså 'billig varme', mener Ole Worm, og det er slet ikke i orden, at de samtidigt er berettiget til varmechecken.

- Jeg har hørt om flere, der har fået. Mange af dem er jo pensionister, og det har man dem vel undt, at de har fået varmecheck, men jeg synes, det er forkert, siger han.

'En ordentlig regnefejl inde i statsapparatet'

Ole Worms fjernvarmeselskab er ikke det eneste selskab, hvor kunderne ikke har oplevet stigende priser, men alligevel har været berettiget til varmecheck.

Hos 21 ud af 79 fjernvarmeselskaber, der er omfattet af varmecheck-ordningen, var priserne faldet eller forblevet det samme.

De 79 fjernvarmeselskaber har ifølge lovteksten om varmecheck det til fælles, at de enten bruger meget gas eller meget el og gas, når de laver fjernvarmen.

Netop det kan være forklaringen på, at nogle af de 500 kunder i Hashøj er endt med en skattefri check på 6.000 kroner,

Hashøj Kraftvarmeforsyning fyrede nemlig med biogas i 2020, men efterfølgende har selskabet skåret gevaldigt ned på det og varmede primært med flis og træpiller sidste vinter.

Som om det ikke er nok, så tjener fjernvarmeselskabet nu penge på deres gamle gasmotorer.

I forbindelse med, at der blev bygget et nyt værk, besluttede de at lade gasmotorerne stå. Så i tilfælde af mangel på el, kan Energinet starte motorerne og producere el. Og dermed betaler Hashøj Kraftvarmeforsyning for det, der bliver produceret.

- Den pris, vi får for ellen, har en højde, at vi ikke sætter penge til på det, men tværtimod tjener penge på det, siger Ole Worm.

Så når I bruger gas, er det en overskudsforretning?

- Ja, det er det.

Derfor undrer det Ole Worm, at nogle af hans kunder har fået varmecheck.

- Nogen må have lavet en ordentlig regnefejl inde i statsapparatet.

Givet til de forkerte

Da varmechecken blev udbetalt i august kom det som lidt af en overraskelse i sommervarmen for varmeformanden i Hashøj.

- Man kunne have kontaktet værket her og spurgt, hvad vores varmepris er, og hvad man betaler for et standardhus. Og med 15.000 kroner om året, så er der ikke nogen, der er nødlidende, siger Ole Worm og fortsætter:

- Man havde kunnet give penge til dem, der virkelig trænger i stedet for at give det til os. Og jeg er slet ikke imod, at der er nogle hernede, som har fået de penge, jeg synes bare, at de er delt forkert ud i samfundet.

Den ansvarlige minister, Dan Jørgensen (S), har ikke ønsket at stille op til interview, men har sendt følgende svar til DR Nyheder.

- Varmechecken har fra start af været en afvejning mellem præcision og at få pengene hurtigst muligt ud til de danskere, som var hårdest ramt af de høje varmepriser sidste vinter.

- Jeg er glad for, at over 400.000 hjem har fået en varmecheck, og jeg ved, det har været en god hjælp for mange. Vi brugte den bedste data, vi havde adgang til. Og jeg fortryder ikke et sekund, at vi gjorde en indsats for dem, der var hårdest ramt.

Der har været mange eksempler på varmechecks, der er landet i forkert hænder. I videoen nedenfor kan du høre om en tjekkisk gymnasieelev, der har fået varmecheck