Fire år efter at Skat opdagede milliardsvindelen med udbytteskat, fortsætter danmarkshistoriens største skatteskandale med at trække tråde til nye, hidtil ukendte bagmænd, der har arbejdet tæt sammen med den formodede hovedbagmand, den britiske finansmand Sanjay Shah.
En kortlægning af retsdokumenter, selskabsoplysninger og interne dokumenter fra banker og firmaer i sagen, som Børsen og DR Nyheder har foretaget, viser, at to amerikanske rigmænd, en skatteadvokat og en tidligere direktør i Goldman Sachs, har spillet centrale roller i den formodede svindel mod Danmark. Kortlægningen kaster samtidig nyt lys over den formodede hovedmand Sanjay Shahs amerikanske netværk og metoder.
Nøglepersoner
Netop i denne uge stævnede Skattestyrelsen de to New York-rigmænd Richard Markowitz og John van Merkensteijn i en del af udbyttesagen, der vedrører 14 pensionsplaner og et dertilhørende tab til statskassen på 820 millioner kroner.
- Det er nøglepersoner, der står bag de 14 pensionsplaner, der nu er blevet stævnet. De samme nøglepersoner står også bag en række af de yderligere pensionsplaner – 43 styk - som vi har stævnet tidligere i år, siger fagdirektør for Særlig Kontrol i Skattestyrelsen Steen Bechmann Jacobsen.
De to mænd, deres hustruer og øvrige netværk er altså allerede stævnet i sager vedrørende 43 andre amerikanske pensionsplaner - der er typisk tale om små enkeltmandspensionskasser.
I alt kan de to dermed nu sættes i forbindelse med formodet udbyttesvindel for i alt 2,8 milliarder kroner, der er sket igennem 57 pensionskasser kontrolleret af de to rigmænd og deres netværk.
- De stævnede spillede en hovedrolle i at sætte svindelnummeret op, hedder det i stævningen.
Shahs amerikanske forbindelse
DR og Børsens kortlægning af John van Merkensteijn, Richard Markowitz og netværket omkring dem viser, at de har indtaget en hidtil ukendt nøglerolle i den formodede svindel mod Danmark – nemlig som tætte forretningspartnere med den formodede hovedmand bag udbyttesvindelen, Sanjay Shah, der er sigtet i sagen.
En række af John van Merkensteijn og Richard Markowitz’ pensionskasser var således blandt de allerførste, der - i samarbejde med Sanjay Shah - begyndte at trække penge ud af Skat i sensommeren 2012, hvor den formodede milliardsvindel mod Danmark begyndte.
Merkensteijn og Markowitz har været med til at stifte kapitalforvalter-selskabet Argre Management, som har adresse tæt på Central Park i New York. I samme selskab sad også Jerome Lhote og Matthew Stein – to andre New York-velhavere, som TV2 og Politiken tidligere i år udpegede som bagmænd i sagen, og som har indgået forlig med Skattestyrelsen sammen med en tredje partner, Luke McGee.
Ifølge kortlægningen af sagskomplekset kan omkring 5,7 milliarder kroner af det samlede beløb i svindelsagen på i alt 12,7 milliarder kroner henføres til refusionsanmodninger fra amerikanske pensionsplaner, der har forbindelse til de fem mænd – Shahs amerikanske ’fembande’, Markowitz, Merkensteijn, Lhote, Stein og McGee, omkring Argre Management i New York.
Shah tog størstedelen
Mens Lhote, Stein og McGee har indrømmet, at de tilsammen har fået cirka 1,6 milliarder kroner ud personligt fra den formodede svindel, har Markowitz og Merkensteijn samlet formentligt tjent noget mindre personligt.
Retsdokumenter fra USA viser, at Markowitz og Merkensteijn og deres netværk i USA har fået mellem en femtedel og fjerdedel af de 2,8 milliarder kroner, som de sammen med Sanjay Shah og hans selskaber i London har trukket ud af Danmark. Dermed er deres personlige gevinst formentlig på mellem 500 og 700 millioner kroner til deling.
Kortlægningen af Markowitz og Merkensteijn kaster nyt lys over, hvilke bagmænd Sanjay Shah samarbejdede med i USA, og hvordan den britiske finansmand i samarbejde med blandt andre de fem New York-velhavere kunne opbygge en organisation i USA, der fra 2012 og frem til 2015 gjorde det muligt at lænse den danske statskasse.
Der er brugt i alt 277 amerikanske pensionskasser i den formodede milliardsvindel mod Danmark, langt de fleste af dem oprettet til formålet. Ud af de 277 står de fem New York-velhavere med baggrund i Argre Management bag i alt 118 pensionskasser.
Opsplitning
Kortlægningen afslører, at de fem på et tidspunkt – mens den formodede svindel mod Danmark er i fuld gang – splitter op i to grupper:
På den ene side Markowitz og Merkensteijn, der fortsætter med at samarbejde tæt med Sanjay Shah og hans selskaber i London.
På den anden side Lhote, Stein og McGee, der i første omgang indleder et samarbejde med en gruppe af Shahs tidligere nøglemedarbejdere. Denne udbrydergruppe kopierer Shahs udbytteskattefidus, hvor ikke-eksisterende danske ”aktier” ser ud til at være handlet rundt i et lukket kredsløb, uden at hverken penge eller aktier reelt fandtes eller byttede hænder.
Senere køber de tre udbrydere, Lhote, Stein og McGee, tyske North Channel Bank og bruger den i den formodede svindel mod Danmark. Ifølge DR og Børsens kortlægning har de tre og deres netværk af pensionskasser og underordnede amerikanske stråmænd samlet trukket 2,9 milliarder kroner ud af statskassen.
En betydelig del af disse 2,9 milliarder kroner, omkring 1,3 milliarder kroner, er havnet hos Sanjay Shah samt ejerne af to andre britiske finansfirmaer i London, som Lhote, Stein og McGee har samarbejdet med.
Shah, hans selskaber og de to øvrige finansfirmaer i London, som de fem New York-velhavere har samarbejdet med, er stævnet i London med krav om at tilbagebetale den resterende del af de 5,7 milliarder, der ikke er havnet hos Lhote, Stein, McGee, Markowitz, Merkensteijn og netværket omkring de fem.
Ifølge fagdirektør for Særlig Kontrol i Skattestyrelsen Steen Bechmann Jacobsen er der nu i alt stævnet 476 personer og selskaber over hele verden.
Børsen og DR Nyheder har forgæves forsøgt at få kommentarer fra Merkensteijn, Markowitz, Lhote, Stein og McGee både via deres danske og amerikanske advokater og amerikanske selskaber.
Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og international Kriminalitet (SØIK) ønsker ikke at kommentere sagen med henvisning til, at der pågår en igangværende efterforskning.