Historisk aftale på plads: Milliarder på vej til minkavlere

Flertal enig om erstatning til minkavlere – pris op til 18,8 mia. kr.

Fungerende finansminister Morten Bødskov (S) ankommer til afsluttende forhandlinger om erstatning til minkavlere og følgeerhverv, på stengangen i Finansministeriet, mandag den 25. januar 2021. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Der er en historisk stor erstatning på vej fra staten til landets minkavlere, der i månedsvis har ventet på afklaring, efter erhvervet blev lukket ned i efteråret.

Mandag aften har et flertal i Folketinget således indgået en aftale, der samlet kan sende op til 18,8 milliarder kroner ud til minkavlere, der som følge af frygten for coronasmitte blandt mink har aflivet deres dyr.

Pengene skal blandt andet gå til at erstatte de tab, som den enkelte minkavler har haft, fordi bedrifterne blev nedlukket, og dyrene aflivet.

- Jeg er glad for at et bredt udsnit af Folketingets partier står bag en fuld og fair erstatning, lyder det fra fungerende finansminister Morten Bødskov.

Bag aftalen står regeringen, Venstre, de Radikale, Liberal Alliance og SF.

Erstatningen overstiger langt det beløb, der er brugt på ordningen for lønkompensation, hvor der per 18. januar var udbetalt 12,9 milliarder kroner.

Aftalen kan ende med at koste staten 18,8 milliarder kroner, men kan også koste mindre - ned til 15,6 milliarder kroner. Forskellen skyldes blandt andet, at det endelige beløb først ligger fast, når det er blevet vurderet, hvad hver enkelt minkfarm skal have i erstatning.

I videoen her kan du se fødevareminister Rasmus Prehn (S) fortælle, hvad aftalen indeholder:

Mulighed for at starte op igen

Sammen med aftalen bliver der også mulighed for en såkaldt dvaleordning, så minkavlere, der ønsker det kan starte op igen, når forbuddet mod minkavl løber ud ved udgangen af året.

Der er sat omkring 60 millioner kroner af til dvaleordningen.

Inden forhandlingerne har Dansk Folkeparti og Konservative netop ønsket, at det var en mulighed at starte op igen, men begge partier forlod forhandlingerne i frustration over, at ordningen ikke var større end de 60 millioner kroner.

Venstre har valgt at gå med i aftalen, fordi partiet mener at have trukket ordningen i en bedre retningen for minkavlerne, forklarer formand Jakob Ellemann-Jensen.

- Vi har fået aftalen et meget bedre sted hen. Vi er kommet fra en erstatning, der på ingen måde kunne dække de gældsposter erhvervet havde og til en erstatning, der er rimelig nu. Erhvervet skal selvfølgelig hverken forgældes eller forgyldes, siger han.

Kaotisk forløb bag erstatning

Aftalen om erstatning lander efter et mildest talt kaotisk forløb. Tilbage i juni blev de første minkfarme herhjemme konstateret smittet med corona.

I første omgang skulle dyrene aflives for at være på den sikre side, men i juli skiftede daværende fødevareminister Mogens Jensen kurs, og avlerne blev ikke længere bedt om at slå mink ihjel.

Det ændrede sig brat i september, da det stod klart, at der var fundet en særlig mutation i mink, der også kunne smitte mennesker. Måneden efter blev det blev besluttet at aflive smittede mink og mink tæt på smittede besætninger. I begyndelsen af november gik statsminister Mette Frederiksen skridtet videre og sagde, at alle mink skulle aflives – også coronafri mink.

Det viste sig senere, at der ikke var lovhjemmel til en sådan operation. Men der var efterfølgende flertal for at blåstemple aflivningen af mink over hele landet.

Tilbage stod avlerne på de omkring 1.000 minkfarme i Danmark med et erhverv, der var kastet ud i en dyb uvished.

Kritik af uvished

Netop uvisheden har fået flere avlere til at kritisere politikerne for at arbejde for langsomt med en aftale.

Men det har været nødvendigt at bruge god tid på at finde en passende ordning, lød det inden forhandlingerne fra fungerende finansminister Morten Bødskov (S).

- Det er alvorlige spørgsmål, vi har drøftet. Det er komplicerede sager, og det er rigtig mange avleres forhold, der skulle vendes og drøftes. Derfor har det selvfølgelig taget den tid, det har taget.

I december opgjorde Fødevarestyrelsen, at der er blevet aflivet ca. 15,4 millioner mink.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter