Hjælpepakke dækker ikke løn: Restaurant frygter flere fyringer

Restauranter, caféer og barer er utilfredse med ny kompensationsordning.

Michelle Bøstrup er restaurantchef hos Skovmøllen. Hun er en af de ansatte, der er bange for at miste jobbet. (Foto: Gustav Houe Dall - DR)

- Jeg bliver da bange for at miste mit arbejde, når mine kollegaer mister det.

Sådan lyder det fra Michelle Bøstrup, som er restaurantchef på Skovmøllen. Restauranten er fra midten af 1800-tallet og ligger i en skov tæt på Moesgaard museum. Her kommer både frokostgæster og større selskaber.

Men selskaber er der ikke mange af i øjeblikket, fordi de bliver aflyst på stribe, efter de nye restriktioner trådte i kraft.

- Det er ubehageligt og utrygt for os ansatte. Det skaber usikkerhed for ens egen hverdag, og det er ubehageligt at være i. Hele branchen mister penge, og jeg tror, at vi enten skal gå ned i løn eller miste vores arbejde, siger Michelle Bøstrup.

Ny kompensationsordning

  • Kompensation for faste omkostninger til barer, caféer, restauranter mv., som har fået indskrænket deres åbningstider, og som følge af det har haft en omsætningsnedgang på mindst 35 pct.

  • Kompensation til selvstændige ejere af barer, caféer, restauranter mv., som lider et omsætningstab på mindst 30 pct. som følge af de indskrænkede åbningstider.

  • Kompensation til underleverandører

  • 100 mio. kr. til yderligere økonomisk hjælp til branchen

  • Særligt fokus på helt små virksomhederKilde: Erhvervsministeriet

I går aftes indgik regeringen sammen med en række partier en ny aftale om en kompensationsordning, der skal hjælpe restauranter, caféer og barer.

Ordningen kommer branchen til undsætning i en tid, hvor smitten stiger, og flere restriktioner træder i kraft.

Alle landets restauranter, caféer og barer skal blandt andet senest lukke klokken 22, og mange ejere forventer som konsekvens at miste store indtægter.

'Vi har mistet over en halv million i weekenden'

De nye restriktioner for restauranter, barer og caféer gør livet svært for mange ejere og ansatte i branchen. Hos restaurant Skovmøllen har det betydet store omsætningstab, og kalenderen står nu fuldstændigt tom de næste måneder.

- Vi får mange aflysninger på selskaber, der ikke kan afholdes som konsekvens af de nye restriktioner. Vi modtog forleden en aflysning på et bryllup 18 timer før afholdelse. Jeg frøs råvarer ned for 25.000 kroner. Henover weekenden har vi mistet 5-700.000 kroner, siger ejer Rune Aaby.

Den nye hjælpepakke er ellers netop lavet til at hjælpe restaurantejere som Rune Aaby med at dække noget af det tabte. Men ifølge Rune Aaby kommer hjælpepakken ikke til at gøre hans efterår meget lysere.

Rune Østerboll Aaby driver restaurant Skovmøllen lidt udenfor Aarhus. Han står i den ubehagelige situation, at han måske er nødt til at afskedige medarbejdere. (Foto: Gustav Houe Dall - DR)

- Jeg er meget bekymret for mine ansatte. Jeg har allerede afskediget en og bliver nok nødt til at gøre det samme snart. Hjælpepakken kan jeg ikke bruge. Den rammer slet ikke, hvor den skal.

Og derfor går restauranten og dens otte fuldtidsansatte og 24 deltidsansatte altså en meget uvis tid i møde.

- Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske. Måske skal vi forhandle om en lavere løn til de ansatte. Og måske skal jeg afskedige flere, siger Rune Aaby.

Arbejdsdelingen løser ikke problemet

I starten af september blev lønkompensationsordningen fjernet, og i stedet blev det muligt at benytte sig af arbejdsfordelingsordningen. Med den ordning kan arbejdsgivere fordele det resterende arbejde mellem de ansatte.

Ifølge erhvervsminister Simon Kollerup (S) er arbejdsfordelingsordningen en god løsning for lønmodtagerne.

- Arbejdsfordelingsordningen betyder, at man kan gå ned i arbejdstid og dermed også løn. På den måde sparer man på udgifterne, og den ansatte kan beholde sit job. Det, mener vi fra regeringens side, er en rigtig fornuftig ordning for lønmodtagerne i Danmark, siger ministeren.

Men gruppeformand for 3F Tina Møller Madsen, der repræsenterer lønmodtagerne, tror ikke på, at arbejdsfordelingsordningen hjælper branchen tilstrækkeligt.

Hun er bange for, at den nye hjælpepakke skubber flere ud i konkurser, og at fraværet af lønkompensation fører til fyringer.

- Branchen er i knæ, og det har den været længe. Jeg er meget bekymret for lønmodtagerne og vores medlemmer, fordi vi kan se, at de ikke benytter sig af arbejdsfordelingsordningen, siger hun.

Hvorfor benytter jeres medlemmer sig ikke af den ordning?

- Ordningen passer til industrien, hvor det er den samme opgave, der skal løses, og hvor mange ansatte kan løse samme opgave. På en restaurant er kapaciteten af gæster svingende, og der er mange forskellige ansatte, der løser meget forskellige opgaver, siger Tina Møller Madsen.

Facebook
Twitter