Hjemmekarantæne og lukkede gæstelister: Sådan reagerer danske selskaber på coronatrussel

Rockwool, Mærsk, Vestas, TDC og Ørsted er blandt de selskaber, som har sendt medarbejdere i karantæne.

Flere danske virksomheder sender folk hjem, som har rejst i områder berørt af coronavirus. (Foto: Jeppe Bøje Nielsen © Scanpix)

Frygt for en spredning af coronavirusset har fået danske selskaber til at indføre skrappe krav og skrue op for beredskabet.

Selskabernes foranstaltninger har allerede ført til, at en række medarbejdere i Danmark er sendt i karantæne og ikke har lov til at møde ind på deres arbejdspladser de næste 14 dage.

Typisk sendes medarbejderne i karantæne, hvis de for nylig har været i Norditalien, Kina eller Singapore.

DR Nyheder har sendt en rundspørge til nogle af landets største selskaber for at høre, om de har medarbejdere i karantæne, og hvad de gør for at sikre sig mod et corona-udbrud.

Her følger 14 eksempler på hjemsendelser og forskellige beredskaber i danske virksomheder:

Mærsk: En mindre håndfuld danskere i karantæne

Mærsk har over 87.000 ansatte på verdensplan. (Foto: Amanda Perobelli © Scanpix)

Danmarks største virksomhed målt på omsætning, containergiganten A. P. Møller - Mærsk, har blandt andet indført karantæneregler for medarbejdere, som har rejst i Kina siden 28. januar, Sydkorea siden 26. februar og Norditalien siden den 26. februar.

- Sådanne medarbejdere arbejder hjemmefra i 14 dage, efter de er vendt hjem, lyder det fra Christian Kjaergaard-Winther, der er presseofficer i Mærsk.

I Danmark drejer det sig om 'mindre end en håndfuld medarbejdere', skriver Mærsk til DR.

Desuden har Mærsk skruet ned for mødeaktiviteten i organisationen:

- Vi tilskynder, at vores medarbejdere i deres arbejde benytter sig af virtuelle mødeløsninger, før enhver form for rejse til de førnævnte områder overvejes. Vi beder dem samtidig undgå rejseaktiviteter i de nævnte områder, med mindre rejserne er absolut forretningskritiske, siger han.

Novo Nordisk: Informationskampagne

Mærsk har over 41.000 ansatte på verdensplan. (Foto: Jacob Gronholt-Pedersen © Scanpix)

Et andet stort selskab - Novo Nordisk - har ikke indført en karantænepolitik, men 'vi henholder os til de danske sundhedsmyndigheders retningslinjer', skriver Kristine Kruse Zeij, der er pressemedarbejder i Novo Nordisk.

Novo Nordisk oplyser, at der i Danmark ikke er sat medarbejdere i karantæne. Desuden har medicinalselskabet sat gang i flere initiativer for at holde medarbejdere informeret om smittespredning:

- Der er desuden lanceret en intern informationskampagne med fokus på, hvordan man forhindrer spredning af smitsomme sygdomme. Der er desuden en intern webside, hvor medarbejdere kan søge information og opdateringer, herunder myndigheders anbefalinger, skriver Kristine Kruse Zeij.

Rockwool: Opfordrer til at mødes online

Rockwool har 11.600 ansatte. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

I Danmark har Rockwool i øjeblikket 'et lille antal kolleger, der for nylig er vendt tilbage fra de berørte områder, der arbejder hjemmefra som en forsigtighedsforanstaltning. Ingen har rapporteret om sygdomssymptomer,' skriver Michael Zarin, der er kommunikationschef i Rockwool.

Rockwool, der leverer stenuldsløsninger til isolering, har oprettet en særlig enhed, der overvåger og evaluerer udbredelsen af coronavirusset.

- Vi kommunikerer rejse- og god hygiejnepraksis via vores management-team og på koncernens intranet, skriver Michael Zarin.

For Italien og Kina har Rockwool indført 'streng begrænsning af rejser'. Desuden opfordrer Rockwool kolleger i de mest berørte områder til at arbejde hjemme.

- Vi opfordrer også kolleger til at mødes online snarere end at rejse, når det er fornuftigt at gøre det, lyder det fra Rockwool.

SAS: Følger myndighederne

SAS har over 15.000 ansatte. (Foto: LEFTERIS KARAGIANNOPOULOS © Scanpix)

Nordens største luftfartsselskab har ikke indført karantæneregler, men følger anvisningerne fra myndighederne.

- Vi følger udviklingen med covid-19 tæt. Vi har nedsat en taskforce, som er i tæt kontakt med både nationale og internationale sundhedsmyndigheder. Vi har ingen karantæneregler sat i værk på grund af covid-19, men er klar til at indføre det, hvis vi vurderer, at det bliver nødvendigt, skriver pressechef Kristoffer Meinert.

Ørsted: Forebyggende foranstaltninger

Ørsted har 6.000 ansatte (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Særligt for Ørsteds forretning i Asien og Stillehavsregionen har Ørsted strammet firmapolitikken:

- Vi har iværksat forebyggende foranstaltninger på alle vores kontorer baseret på WHO’s sundhedsretningslinjer og på de råd, vi har fået af myndighederne i de lande, vi opererer i, samt af vores samarbejdspartner for rejsesikkerhed, skriver kommunikationschef Martin Barlebo.

Ifølge DR's oplysninger har Ørsted også i hvert fald én medarbejder i Danmark, som er ramt af karantæne.

Grundfos: Ingen gæster på fabrikkerne

Grundfos har 19.000 ansatte. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Også Grundfos har indført en karantænepolitik, hvor medarbejdere i berørte områder - altså Kina, Sydkorea og Italien - skal arbejde hjemme i 14 dage.

Der er p.t. ikke medarbejdere i karantæne, lyder det fra Peter Trillingsgaard, koncernkommunikationsdirektør. Han fortæller, at der desuden er taget flere forholdsregler for at beskytte medarbejderne:

  • Ingen forretningsrejser til berørte lande/områder.

  • Ingen gæster på vores fabrikker.

  • Understreget vigtigheden af at følge myndighedernes anvisninger.

  • ’Hvad nu hvis’ guidelines til alle ledere.

Lego: Har beredskabet klar

Lego har omkring 16.000 ansatte i verden. Billedet her er fra Kinas flagskibs-butik i Shanghai, Kina. (Foto: ALY SONG © Scanpix)

Lego har heller ikke indført særlige karantæneregler, men læner sig op ad 'myndigheders anvisninger og retningslinjer angående karantæne,' lyder det fra Julie Foster, international kommunikationschef i Lego.

- Vi opfordrer vores medarbejdere til at vaske deres hænder ofte og blive hjemme, hvis de føler sig dårligt tilpas. Derudover så følger vi udviklingen og myndighedernes anbefalinger både i Danmark og i udlandet og har et beredskabsstruktur, der kan tilpasse sig de anbefalinger.

Carlsberg: Følger anbefalinger

Carlsberg har 41.000 ansatte. (Foto: Vincent kessler © Scanpix)

Også Carlsberg henviser til myndighedernes anbefalinger:

- Vi har nogle anbefalinger for, hvordan man undgår at blive smittet, og hvordan man skal forholde sig, hvis man føler sig sløj. Derudover opdaterer vi alle løbende, når der er nyt fra WHO, skriver kommunikationschef Kasper Elbjørn.

Vestas: 10 medarbejdere i karantæne

Vestas har over 24.000 ansatte. (Foto: Morten Dueholm © Scanpix)

På verdensplan har Vestas haft 10 medarbejdere i karantæne. I praksis betyder det, at de arbejder hjemmefra, fordi de har været i de berørte lande.

Karantænen løber 14 dage fra de er vendt hjem fra smitteområderne.

- Vi følger generelt myndighedernes anbefalinger. Det vil sige ingen rejser til Kina, Italien eller Sydkorea, med mindre der er tale om noget forretningskritisk, skriver Anders Riis, kommunikationsdirektør i Vestas.

Danfoss: Medarbejdere i karantæne i Italien og Kina

Danfoss har flere end 25.000 ansatte. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Danfoss har indført en karantæneperiode på 14 dage for medarbejdere, der har rejst i de ramte områder. En enkelt dansker skal være sendt i karantæne.

- Vi har også medarbejdere i Italien, der forebyggende er sendt i karantæne, skriver Mikkel Thrane, kommunikationschef i Danfoss.

I slutningen af januar lukkede Danfoss sit salgskontor i Wuhan og bad medarbejderne arbejde hjemmefra.

Der var tale om 15 ansatte på kontoret, som siden 20. januar har arbejdet hjemmefra.

TDC: Hjemsender 10 medarbejdere

TDC har omkring 6.000 ansatte. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Den danske telegigant TDC har hjemsendt ti ansatte i to uger, fordi de har været i kontakt med personer, som muligvis er smittet med coronavirus.

Det skriver Ekstra Bladet.

Der er tale om et muligt spor af coronavirus, hvor to ansatte hos en samarbejdspartner har været på forretningsbesøg i København. De to ansatte deler kontor med en coronasmittet.

Og de to ansatte har altså været i kontakt med 10 ansatte i TDC’s hovedkvarter i København.

- Der er ikke nogen indikationer på, at de to pågældende har været i kontakt med den smittede kollega i deres hjemland. De har været i kontakt med en dansk læge og har ingen symptomer på at være smittet, siger Louise Münter, kommunikationsdirektør hos TDC til Ekstra Bladet.

Arla: Ændrer rejsepolitik

Mejerikoncernen Arla har knap 20.000 ansatte. (Foto: Andrew Kelly © Scanpix)

Ifølge Agriwatch har Arla indstillet alle rejser til såkaldte high risk-områder er stoppet.

- Det drejer sig om landene Kina, Hong Kong, Sydkorea, Iran, Singapore, Norditalien, Bahrain og Japan. Det skal siges, at det er en liste, der kan ændre sig, men sådan ser listen ud lige nu, siger pressechef Åse Andersson til AgriWatch.

Ingen Arla-medarbejdere har fået konstateret coronavirus.

- Lige nu er guidelinen, at hvis man har været i et område, hvor der har været lockdown på grund af virusset, og man lige er kommet hjem derfra, så skal man kontakte sin leder, og derefter tager vi stilling til, om man skal arbejde hjemmefra i 14 dage.

- Forretningen i Kina er ikke synderligt påvirket af det endnu. Vi ser et lille fald i salget, men ikke noget af betydning, siger Åse Andersson.

TV2: 16 i karantæne

TV2 har godt 1.200 ansatte. (Foto: Martin sylvest © Scanpix)

Som mange ved, var en medarbejder på TV2 den første til at få konstateret corona-virus i Danmark.

TV2-journalisten nåede at være på arbejde nogle timer onsdag, inden han gik hjem. Og derfor er 16 TV2-medarbejdere, som har været i kontakt med TV2-journalisten blevet beordret i karantæne i 14 dage, hvor de ikke må være i kontakt med andre mennesker.

DSB: Syv medarbejdere i karantæne

DSB har flere end 7.000 ansatte. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Syv medarbejdere fra DSB er blevet sendt i hjemmekarantæne af DSB, efter at de i denne uge kom hjem fra en arbejdsrejse til Israel.

Medarbejderne har boet på samme hotel som en gruppe sydkoreanere, der er blevet konstateret smittede med coronavirus. Det oplyser DSB til TV 2.