Hjort: Vi solgte ikke Dong for billigt

Selvom værdien af Dong er blevet tredoblet på blot tre år, mener finansministeren ikke, at staten solgte dele af energigiganten for billigt i 2013.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) vil ikke afvise, at andre statslige selskaber på sigt vil blive solgt fra. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Da Goldman Sachs købte en luns af Dong Energy i 2013, blev selskabet værdisat til 31,5 milliarder kroner af den daværende socialdemokratiske finansminister, Bjarne Corydon.

Men i dag, blot tre år efter, er prisen på den danske energigigant steget til et sted mellem 83,5 og 106,5 milliarder kroner.

Det kom frem, da Dong Energy tidligere på dagen offentliggjorde sit børsprospekt som optakt til den kommende børsnotering 9 juni i år.

På trods af den markante stigning i Dong Energys vurderede markedsværdi, mener finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) ikke, at staten solgte selskabet for billigt for tre år siden.

- Dong har i de seneste år været igennem en rivende udvikling, og det har skiftet fokus fra olie- og gasproduktion til at blive verdens førende firma inden for havvindmølleparker. Det er den udvikling, der har givet den store værditilvækst, siger han.

Goldman Sachs købte 17,8 procent af aktierne, og ifølge finansministeren er det blandt andet pengene fra den amerikanske investeringsbank, der er skyld i, at Dong Energy i dag klarer det så godt.

Og trods balladen om frasalget af Dong Energy fastholder ministeren, at Goldman Sachs kom med det bedste bud i 2013.

- Dong er i dag i en suveræn klasse, siger han.

Flere statslige selskaber til salg?

Selvom Dong Energy nu bliver børsnoteret, understreger Claus Hjort Frederiksen, at staten også i fremtiden vil have aktiemajoriteten i selskabet.

- Vi har lavet en politisk aftale om, at staten skal eje 50,1 procent af aktierne, og det er en fornuftigt aftale.

Han vil dog ikke afvise, at andre statslige selskaber kan blive solgt fra. Især nu, hvor riget ifølge regeringen fattes penge.

- Men det skal også være til den rigtige pris, understreger finansministeren.

Facebook
Twitter