For høje renter i banken? Her er eksperternes fem gode råd

To eksperter giver tips til, hvordan du får mest muligt ud af din økonomi.

Det er dyrere for kvinder at låne penge i banken end det er for mænd. Tendensen går igen for både andelsboliglån, billån og forbrugslån, viser tal fra Mybanker. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Der kan være stor forskel på, hvor meget kvinder og mænd betaler i renter. I hvert fald viser en undersøgelse blandt mere end 30.000 brugere på banksammenligningsportalen Mybanker, at de kvindelige brugere på portalen betaler mere i renter end mændene.

Det kan blandt andet hænge sammen med, hvor meget man forhandler om renterne, lyder forklaringen fra cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk Morten Bruun Pedersen.

Og hvordan får man egentlig de bedste vilkår i banken og får meste muligt ud af sin økonomi?

Vi har spurgt direktør for Mybanker Marlene Nørgaard Carolus, der lever af at sammenligne banker, og Anna-Sophie Hartvigsen, medstifter af Female Invest, der rådgiver og underviser i privatøkonomi og investering for kvinder og selv har investeret de sidste syv år.

Herunder følger deres fem bedste råd.

1

Forbered dig

Sørg for at have styr på din økonomi, før du forhandler med banken. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Det kan ikke siges tit nok: Forbered dig ordentligt, før du mødes med banken.

- Det er desværre ofte sådan, at kvinder ikke bruger mange minutter på deres økonomi. Derfor kan de for eksempel ende i en situation, hvor deres renter er højere end mændenes. Hvis du vil undgå dette, er det vigtigt, at du sætter dig ind i din økonomi, og på den måde er bedre rustet til dit møde med bankrådgiveren, siger Marlene Nørgaard Carolus.

Anna-Sophie Hartvigsen bakker op.

- Sørg for at få et godt overblik over din økonomi, vid hvad du tjener, hvilke udgifter du har, og hvordan det vil se ud i fremtiden. Det stiller dig bedre i mødet med banken, siger hun.

2

Undersøg markedet

Glem alt om tabuer, og tal med dine venner og bekendte om jeres lån og økonomi. (Foto: Oscar Scott Carl © Scanpix)

Et af dine stærkeste kort er at vide, hvad du går glip af.

- Undersøg markedet, så du har et overblik over, hvad den type lån, du vil forhandle om, normalt koster. Spørg gerne i dit netværk, og tag helst fat i flere forskellige banker, siger Anna Sophia Hartvigsen.

Det kan ofte være tabubelagt at tale konkret om økonomi blandt kvinder, men det skal man komme over, siger Malene Nørgaard Carolus.

- Spørg andre som dig, for eksempel dine venner, hvad de betaler for deres lån. Der kan være noget at hente, siger hun.

3

Spil bankerne ud mod hinanden

Spørg forskellige banker om at give dig et tilbud. Så kan du nemmere spille dem ud mod hinanden. (Foto: Nikolai Linares © Scanpix)

Hvis ikke du er vild med tanken om at forhandle, er der alligevel noget du kan gøre for at få bedre vilkår.

- Man kan sætte flere møder op med flere banker, og så behøver man ikke selv at sige: "Jeg synes, det er for dyrt", men kan bare sige: "Jeg har fået et tilbud, der er billigere i en anden bank, kan I matche det?". Så slipper man for at sige, hvad man selv vil være med til, men kan helt faktuelt pege på andre muligheder, man kan gå videre med, siger Anna Sophie Hartvigsen.

4

Stå fast

Husk, at du har lige så meget ret til at forhandle om dine renter som alle mulige andre, selvom du ikke ved alt. (Foto: Kristian Djurhuus © Scanpix)

Husk på, at det i bund og grund er en forhandling.

- Når du får et tilbud fra din bank, er det ikke et endeligt tilbud, det er bare et af de mange tilbud, du kan få, og her handler det om at stå fast. Det lyder simpelt, men det er her, vi tit ser, at det går galt. Hvis man er for usikker eller ikke føler, at man ved nok om stoffet, tør man ikke stille krav. Så hav selvtillid, siger Anna Sophia Hartvigsen.

5

Invester dine penge

Hvis du kan undvære nogle penge i minimum nogle år, kan det være en god idé at investere dem. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Hvis du har fået blod på tanden til at få pengene til at yngle endnu mere, kan det være en god idé at investere.

- Man kan starte stille op med helt ned til 3.000 kroner, så længe man ikke investerer mere, end man kan tåle at tabe, siger Anna Sophia Hartvigsen.

- Hvis ikke man vil bruge så meget tid på det, kan det desuden være en god idé at investere i et helt marked via investeringsforeninger eller de særlige fonde, der kaldes ETF'er. På den måde spreder man sin risiko ud over en hel branche, forklarer hun.

Mange er måske bange for at begynde at investere, fordi det virker som at gamble med pengene. Men sådan skal man ikke se på det, mener Anna Sophia Hartvigsen.

- Historien har vist, at det på den lange bane har været en god idë at investere. Det vil sige, at kan man tåle at have sine penge stående i værste fald i 10 år, vil det - historisk set - være en god forretning, siger hun.

Rettet 3. september 2020: Overskriften og indledningen er ændret, da det fremstod som om kvinder generelt betaler højere renter end mænd. Der er kun dækning for at sige, at kvinder på sammenligningsportalen Mybanker kommer fra lån med højere renter end mænd.

FacebookTwitter