Højere aktieskat skal betale for udspil - og nu står kritikerne i kø

En stigning i aktieskat vil kun ramme ganske få danskere, slår professor fast.

Finansminister Nicolai Wammen får flere penge i kassen, hvis aktieskatten hæves. Men kritikere frygter, at det vil få danskere til at holde sig fra at investere i aktier. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Fremover skal pensionister ikke modregnes i pensionen, når ægtefællen går på arbejde og hiver lønkroner hjem, hvis det står til regeringen.

Der er tale om et forslag fra regeringens reformudspil 'Danmark kan mere 1', som skal få flere i arbejde. Men også et forslag, der koster penge.

Og den regning skal betales af dem, som tjener flest penge på aktier.

Regeringen lægger op til at hæve skatten på aktiegevinster med 3 procentpoint, så beskatningen af aktieudbytte over 56.600 bliver hævet fra 42 til 45 procent.

Det er ikke første gang, at regeringen foreslår at hæve beskatningen på aktiegevinster.

Også i forbindelse med finansiering af den såkaldte Arne-pension foreslog regeringen af hæve skatten på aktiegevinster. Og både dengang som nu står kritikerne nærmest i kø for at skyde forslaget ned.

Vil hæmme investeringslysten

Hos Dansk Aktionærforening kalder man udspillet for et selvmål.

- Det vil sende et helt forkert signal til nye investorer, og samtidig gøre Danmark mindre konkurrencedygtigt i forhold til de lande vi konkurrerer med, siger direktør i Dansk Aktionærforening Mikael Bak.

Samtidig advarer han imod, at forhøjelsen ikke kun vil ramme de allerrigeste.

- En forhøjelse af aktieskatten vil også ramme helt almindelige danskere, inklusive mange pensionister, der har været ansvarlige og sparet op gennem mange år, og som står overfor at skulle realisere en opsparing, som de har knoklet for til deres otium, siger han.

Efter regeringen præsenterede udspillet i går, pegede flere kritikere på, at danskerne i forvejen betaler en af verdens højeste skatter for aktiegevinster.

Tallene nedenfor er hentet fra OECD's Tax Database.

Hos både Dansk Erhverv og Dansk Industri er man heller ikke begejstret for udsigten til at skatten skal sættes op.

I Dansk Industri kalder administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen stigningen i aktieskatten for en iværksætterstraf, der er "gift for virkelysten i vores land".

Også i Dansk Erhverv er man mere end lunken over udsigten til højere aktieskat.

- Det er et meget ærgerligt initiativ, der på sigt kommer til at give bagslag. Danmark ligger i forvejen nr. 1 blandt de europæiske OECD-lande, når det kommer til at beskatte investeringer, lyder det fra Dansk Erhvervs administrerende direktør, Brian Mikkelsen.

Selv Henrik Sass Larsen, der blandt mange var udpeget til at være landets kommende finansminister, inden han trak sig fra politik, har været ude at kritisere forslaget.

Godt nok i sin rolle som administrerende direktør i Aktive Ejere, der repræsenterer landets venture- og kapitalfonde.

- Jeg har godt lagt mærke til, at man har været ude og sige, at det her er en ting, som kun drejer sig om de allerrigeste. Men det er de her allerrigeste, som har driftsansvaret for at køre alle de fonde og investeringer hjem, som sikrer, at vi får båret en produktivitetsvækst i Danmark. Og det er så dem, man nu generer, siger Henrik Sass Larsen i Børsen.

Også på Christiansborg er det nemt at finde de første modstandere af den forhøjede aktieskat, hvor Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre er imod at hæve skatten.

Hvem skal betale? Og hvor meget?

Ifølge regeringen vil omtrent 88.000 berøres af skatteforhøjelsen.

Den gennemsnitlige skattestigning blandt de berørte ville være omtrent 16.700 kroner.

Et tidligere notat udarbejdet i forbindelse med Arne-pension viser, at de personer, som bliver ramt af en sådan skattestigning, har en gennemsnitlig aktieindkomst på cirka 522.000 kroner.

Ifølge regeringen vil det i 2030 betyde 860 millioner kroner mere i statskassen, hvis skatten hæves.

Kort efter, at regeringen havde præsenteret udspillet, fortalte professor i finansiering ved Aarhus Universitet Carsten Tanggaard til Børsen, at det er langt de færreste danskere, der vil blive ramt af skattestigningen.

Overfor DR Nyheder slår han fast, at ændringen i beskatningen ikke vil have nogen betydning for den almindelige dansker.

- Det er de færreste danskere, der har så stor en aktieformue, at de har en aktieindkomst på over 56.000 kroner. Der skal meget til, fortæller han.

Og så påpeger han, at langt de fleste danskere er aktiebesiddere gennem deres pensionsopsparinger, og her er det helt andre skatteregler, der gælder.

Hvis forslaget bliver til en realitet, vil det betyde, at beskatningen af en aktiegevinst på 100.000 kroner vil stige 1305 kroner. Og har man en gevinst på 500.000 vil man skulle betale 13.305 kroner mere i skat.

Facebook
Twitter