Hold afstand til rejsekort-standere der kan scanne gennem tøj

Danmarks nye elektroniske billet til busser og tog er meget følsomt. Det kan resultere i bøder på 750 kroner.

Hvis man går tæt forbi en rejsekortstander kan kortet tjekke sig selv ind eller ud, selv om det ligger i en lomme eller en pung. (Foto: Betina Garcia © Scanpix)

Selv om rejsekortet ligger i pungen eller lommen kan det tjekke ind eller ud, hvis du kommer for tæt på rejsekortets standere, skriver MetroXpress.

Det oplevede Simone Wolf for nylig, da hun havde sin kærestes rejsekort liggende i tasken. Simone Wolf har selv et månedskort, som hun brugte på turen, men på vej ind i bussen kommer tasken tæt på standeren.

Simone Wolf finder først ud af, at kortet har tjekket sig selv ind, da hendes kæreste modtager en opkrævning for rejsen.

Hold afstand til standere

Rejsekortets kundeservice indvilger i at betale opkrævningen tilbage i den konkrete sag og skriver i en mail til Simone Wolf.

- Vær opmærksom på at holde afstand til standerne, da de godt kan skanne igennem jakkelomme, pung, tasker osv.

Metroxpress har kørt med bus og testet, om Simone Wolf blot har været uheldig, eller om tjek ind-fejlen kan ske for alle.

Og det er ikke svært for de blå standere at tjekke et kort ind eller ud, mens det befinder sig dybt i lommen. Sådan en fejl kan betyde en bøde på op til 750 kroner, hvis kortet tjekker sig selv ud, inden rejsen egentlig er slut.

/ritzau/

Facebook
Twitter