Hospitalslæge får hård dom for svindel med blodprøver: Idømmes 2,5 års fængsel

En 54-årig hjertelæge får fængselsdom for at bedrage sundhedsvæsenet for flere millioner kroner.

Den 54-årige læge har været anklaget for at overføre penge til et schweizisk selskab, som skulle have undersøgt blodprøverne, men ikke har gjort det. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Den 54-årige læge Kristian Wachtell, der har været anklaget for snyd med blodprøver på to hospitaler i Hovedstaden, skal 2,5 år i fængsel. Det har Byretten i København i dag slået fast.

Lægen har været tiltalt for mellem 2007 og 2013 at have fiflet med blodprøve-kontrakter, der har sendt samlet 3,7 millioner kroner til et schweizisk selskab, som aldrig udførte prøverne, og som ifølge politiet har været beslægtet med den 54-årige hospitalslæge.

- De data, som tiltalte sendte til Rigshospitalets ledelse er kopier eller ændrede kopier af blodprøveanalysesvar fra andre laboratorier. De kontrakter, tiltalte har skrevet, har således aldrig været baseret på realiteter, lyder det fra sagens dommer Elisabeth Larsen, som kalder svindlen for 'planlagt og systematisk.'

Det er Rigshospitalet og Glostrup Hospital, som har lidt tab i sagen.

Frakendt ret til at håndtere midler

Ad 42 omgange overførte Rigshospitalet i alt 600.000 schweiziske franc, svarende til mere end 2,9 millioner kroner, til selskabet i Schweiz.

Den 54-årige Kristian Wachtell er også dømt for at have svindlet Glostrup Hospital fra september 2012 til oktober 2013. Her overførte han angiveligt penge ad tre omgange på samlet omkring 795.000 kroner.

Ud over 2,5 års ubetinget fængsel frakendes Kristian Wachtell desuden retten til at "modtage, administrere eller på anden måde håndtere offentlige eller private midler bestemt til forskning"

Frakendelsen sker med henvisning til, at man ikke kan vide sig sikker på, om han vil misbruge offentlige midler igen.

Den nu dømte læge var ikke til stede i Byretten i København, men hans forsvarsadvokat Arvid Andersen ankede sagen på stedet.

Forsvarsadvokaten forsøgte at opretholde navneforbuddet. Dette blev dog afvist af retsformand Elisabeth Larsen.

Ud over et par repræsentanter for pressen havde Kristian Wachtells forældre indfundet sig på en bænk bagerst i retssalen.

Brugte penge på værdipapirer

Ifølge dommen er en del af de penge, der blev overført fra hospitalerne til Schweiz brugt til at købe værdipapirer.

Retten fandt det også bevist, at det var en stråmand, som lod selskabet i Schweiz oprette på vegne af den dømte hjertelæge, der i dag arbejder i Oslo.

Desuden skal hjertelægen betale 3,7 millioner kroner tilbage til de to hospitaler og betale sagens omkostninger.

Byretten har valgt at følge anklagemyndighedens indstilling på 2,5 års ubetinget fængsel. Forsvaret havde krævet frifindelse.

Udløber af sag om misbrug

Sagen er en udløber af en stor sag om misbrug af forskningsmidler på Rigshospitalet, som kom frem i medierne for nogle år siden.

Her lød det, at flere læger på Rigshospitalet havde brugt forskningsmidler på dyre middage, kunst og designmøbler.

I forbindelse med undersøgelser af forskningskonti fandt politiet nogle uklarheder i hospitalslægens dokumentation.

Blandt andet var der brugt penge på en disputatsmiddag, og så var nogle forhold omkring nogle blodprøveanalyser udført af et schweizisk selskab.

Blandt andet undrede politiet sig over, at det schweiziske selskab var stiftet, to dage før kontrakten blev indgået. Og så har politiet også påstået at kunne dokumentere nogle personlige forbindelser mellem selskabet i Schweiz og den tiltalte læge.

I forbindelse med en ransagning af den dømtes kontor fandt politiet nogle kontrakter, der tidligere er indgået med Glostrup Hospital.

Retten finder det bevist, at kontrakter og fakturaer har været fabrikeret af Kristian Wachtell selv.

Blodprøveanalyser blev lavet

Det særlige ved sagen mod hjertelægen har været, at anklagemyndigheden på intet tidspunkt har bestridt, at blodprøveanalyserne er leveret.

Tvisten var dog, hvem der har udført undersøgelserne.

Her har anklagemyndigheden henvist til, at en række medicinalvirksomheder og universiteter udfører blodprøveanalyser gratis med henblik på forskning.

Selv er lægen sikker på, at resultaterne kom fra det schweiziske firma.

- Min oplevelse af forløbet er, at det var gået glat med blodprøverne. Jeg havde fået, hvad jeg ville, sagde han under første retsmøde i august.

Doktograd i medicin

Fra hospitalslægen har det sagen igennem lydt, at det først og fremmest stammer fra en arbejdskonflikt på Rigshospitalet.

- Det, som retten skal forstå som et udgangspunkt i for den her sag, er, at den bunder i en arbejdskonflikt, sagde han i august.

Kristian Wachtell er uddannet i 1992 og har drevet forskning lige siden. Ifølge hans forklaring i retten har han udgivet over 250 forskningsartikler.

I 1999 modtog han en phd.-grad, og i 2005 blev han speciallæge i hjertesygdomme. I 2011 fik han en doktorgrad i medicin.

- I løbet af 20 år har jeg stampet 30 millioner kroner op for at gøre en forskel. Med flid og engagement har jeg drevet forskning, der har vundet priser gennem flere år, lød det fra hospitalslægen under det første retsmøde i august sidste år.

Du kan læse uddrag fra dommen her.

Rettelse: Det fremgik tidligere, at lægen er blevet frakendt retten til at virke som læge. Dette er ikke korrekt. Ifølge dommen er han"frakendt ret­ten til indtil videre at modtage, administrere eller på anden måde håndtere offentlige eller private midler bestemt til forskning."

Facebook
Twitter