Hummel henter ny boss hos Bestseller

Hummel henter ny direktør hos Bestseller. Den tidligere nu bortviste direktør, Søren Schriver, efterforskes af Østjyllands Politi

Hummels ejere, Christian og Thor Stadil, valgte tidligere på året at bortvise direktøren i Hummel gennem 20 år, Søren Schriver. (Foto: ERik Refner © Scanpix)

Hummels nye direktør bliver 40-årige Allan Vad Nielsen, der hentes hos konkurrenten Bestseller.

Det oplyser Hummels ejer og bestyrelsesformand Christian Stadil på et pressemøde i Hummels hovedkvarter i Aarhus.

- Han er en, der får det bedste frem i mig. Han gør mig til en bedre formand og ejer. Og jeg tror også, at han kan få det bedste frem i jer, siger Christian Stadil.

Ifølge Stadil kan Allan Vad Nielsen drive 'key accounts', han har forstand på butiksmarkedet og så har han fod på sportsmoden.

- Og så er det en, man gider drikke en bajer med, siger Stadil.

Udpegningen af Allan Vad Nielsen som Hummels nye bovspyd sker i en kaotisk tid for det danske sports- og modetøjsfirma.

Politianmeldelse og stævning den anden vej

I februar blev den tidligere topchef Søren Schriver i fuld offentlighed bortvist fra Hummel.

Først blev han beskyldt for illoyal adfærd af Hummels ejer, Christian Stadil.

Senere indkaldte bestyrelsesformanden til et usædvanligt pressemøde, hvor han anklagede Søren Schriver for millionsvindel og korruption omkring Hummels tyrkiske datterselskab.

Alle anklagerne blev afvist af Søren Schriver, der til gengæld har stævnet Stadil for et ukendt beløb på grund af uberettiget bortvisning og tort og injurier.

Østjyllands politi

Politianmeldelsen af Søren Schriver blev i første omgang indgivet til Bagmandspolitiet.

Men den påståede svindel efterforskes nu af Østjyllands Politi.

- Det skyldes graden af kompleksitet i sagen. Det er en helt normal procedure, at den slags sager sendes ud til kredsene, forklarer chefen for Bagmandspolitiet, Morten Niels Jakobsen.

Søren Schriver har har gennem mere end to årtier været en del af Hummel, hvor han på mange måder er blevet en personificering af brandet på samme måde som sin bestyrelsesformand.

Vil pensioneres i Hummel

Selv om der har været mange negative historier om Hummel siden det famøse pressemøde i februar, mener Christian Stadil, at Hummel er kommet styrket igennem.

- For tre måneder siden stod jeg her. Jeg lovede jer, at vi ville komme styrket ud af det, som skete. Og det mener jeg, at vi er, siger Christian Stadil.

Under pressemødet overrakte Christian Stadil sit anførerbind til Allan Vad Nielsen.

- Jeg er meget stolt over, at skulle stå i spidsen for Hummel. Jeg er dybt beæret over at blive en del af holdet, siger den nye administrerende direktør i Hummel, der har planer om at blive 'pensioneret i Hummel':

- Jeg står for samarbejde, ærlighed, respekt for hinanden. Sådan nogle oldschool værdier går jeg meget ind for, siger Allan Vad Nielsen.

På pressemødet oplyste Hummels bestyrelsesformand, Christian Stadil, desuden, at Hummel nu har rundet en milepæl ved at runde en årlig omsætning på én milliard kroner.

Facebook
Twitter