Hvidvask i Danske Bank

Hvidvasksag: Advokatfirma i USA undersøger Danske Bank

Et amerikansk advokatfirma ser på muligheden for at sagsøge Danske Bank, så investorer kan få erstattet tab.

En undersøgelse skal kortlægge, om Danske Bank og ansatte i banken har brudt reglerne for værdipapirhandel i USA. (Foto: Jens nøRgaard Larsen /Scanpix © Ritzau Scanpix)

Det amerikanske advokatfirma Bronstein, Gewirtz & Grossman har startet en undersøgelse af, om Danske Bank har brudt den amerikanske lovgivning i forbindelse med hvidvasksagen i bankens estiske filial.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra det amerikanske advokatfirma.

Undersøgelsen skal kortlægge, om Danske Bank og ansatte i banken har brudt reglerne for værdipapirhandel i USA.

Det amerikanske firma starter en undersøgelse, da Danske Bank også er noteret i USA. Og undersøgelsen er startet på baggrund af bankens amerikanske aktionærer.

Undersøger erstatning for tab

I forbindelse med regnskabet onsdag oplyste Danske Bank, at den vil sende penge fra hvidvaskningssagen tilbage til "samfundsgavnlige formål". Efterfølgende faldt aktien både i Danmark og USA.

Advokatfirmaet ser på muligheden for et søgsmål mod banken, så investorerne, der har tabt penge, kan få en erstatning for tabet.

Foruden Danske Banks melding om, at den vil sende penge retur, nedjusterede banken sine 2018-forventninger til den lave ende af den tidligere prognose om et overskud på 18 til 20 milliarder kroner.

Desuden blev regnskabet generelt set kaldt skuffende af en række aktieanalytikere.

Danske Bank-aktien bakkede onsdag 9,1 procent på børsen i København og 9,4 procent i USA. Banken tabte 16 milliarder kroner i markedsværdi.

/ritzau/

Facebook
Twitter