Hvidvasksag: Aktionærer sagsøger Danske Bank

Foreningen af Aktionærer i Danske Bank vil have erstatning for kurstab efter hvidvasksag.

Thomas F. Borgen, tidligere direktør i Danske Bank, bliver nu sagsøgt af aktionærer, der har tabt penge. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Både Danske Bank og den tidligere direktør Thomas Borgen bliver nu stævnet af en gruppe aktionærer, der har tabt penge, fordi hvidvasksagen har fået bankens aktiekurs til at falde voldsomt.

Det skriver Børsen.

Stævningen bygger blandt andet på oplysninger fra den undersøgelse, som Danske Bank selv har fået advokatfirmaet Bruun & Hjejle til at lave. Her var konklusionen, at hverken banken eller den daværende ledelse kunne gøres erstatningsansvarlige. Men den konklusion er aktionærerne uenige i.

- Bankens erstatningsansvar forekommer åbenbart på baggrund af bankens egne udmeldinger og den udarbejdede rapport fra Bruun & Hjejle, siger aktionærernes advokat, Christian Ditlev Hindkjær, til avisen.

Foreningen tager ifølge Børsen retslige skridt, så det vil være muligt at sagsøge andre fra ledelsen også på et senere tidspunkt.

Danske Bank ønsker ikke at kommentere den konkrete stævning på nuværende tidspunkt.

- Vi forholder os til hver sag, der måtte komme i samarbejde med bankens advokater. Det er velkendt, at der er flere advokathuse, som vil rejse denne type sager, skriver Danske Banks pressechef, Kenni Leth, i en mail til avisen.

Facebook
Twitter