Hvornår trækker du stikket? Se, hvornår forskellige faggrupper forventer at gå på pension

Der er stor forskel på, hvornår mennesker i forskellige job regner med at forlade arbejdsmarkedet.

Der er stor forskel på, hvornår mennesker med forskellige job forventer at gå på pension. (Foto: © Emil Thorbjörnsson, DR Nyheder)

Regeringen præsenterer tirsdag sit store prestigeprojekt om en ny pension, der skal give folk med et langt arbejdsliv ret til at trække sig tidligere tilbage end andre.

Det er det udspil, som populært kaldes for Arne-pensionen efter bryggeriarbejderen Arne Juhl, der var frontfigur i Socialdemokraternes kampagne om pensionen.

Men kigger man på, hvornår mennesker med forskellige job forventer at forlade arbejdsmarkedet, er der stor forskel.

Det fortæller Lars L. Andersen, som er professor i arbejdsmiljø ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Han har spurgt forskellige jobgrupper, hvornår de forventer at forlade arbejdsmarkedet helt.

- Selve undersøgelsen handler om, hvad der får folk til at blive på arbejdsmarkedet og hvilke faktorer, der kan være med til at skubbe folk væk fra arbejdsmarkedet, siger Lars L. Andersen.

Herunder kan du se svarene for, i hvilken alder mennesker i forskellige job i snit forventer at kunne gå på pension. Under tabellen kan du læse mere om, hvad der ifølge Lars L. Andersen kan få os til at blive hængende på arbejdsmarkedet.

Hvis man vil have ansatte til at blive længere, hvad skal der så til?

Noget af det, der kan få mennesker til at blive på arbejdsmarkedet længere, er anerkendelse og indflydelse, siger Lars L. Andersen. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

- For at få folk til at blive længere på arbejdsmarkedet er det vigtigt at sikre et godt arbejdsmiljø, hvor risikofaktorer minimeres – eksempelvis i forhold til at man bruger tekniske hjælpemidler til løft og organiserer arbejdet godt blandt de jobgrupper, der har fysisk krævende arbejde.

- Desuden kan man vinde rigtigt meget ved at fremme de positive faktorer i arbejdet, altså at give folk indflydelse, anerkendelse og udviklingsmuligheder. Det får nemlig både dem med det stillesiddende og fysisk krævende arbejde til at blive længere tid på arbejdsmarkedet.

Hvilke jobgrupper forventer at blive lang tid på arbejdsmarkedet?

Det er blandt andet længden af uddannelse, der kan være med til at afgøre, hvornår mennesker forventer at gå på pension. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

- Det er blandt andet jobgrupper, der er kendetegnet ved at have forholdsvist lange uddannelser og et arbejde, der ikke er så fysisk anstrengende. Det er blandt andet bibliotekarer, læger, ingeniører og undervisere ved universiteterne, der forventer at blive længst på arbejdsmarkedet.

Hvad skubber mennesker væk fra arbejdsmarkedet?

Et fysisk anstrengende arbejde kan påvirke menneskers forventninger til, hvornår de vil gå på pension. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

- Noget af det, der kan være med til at skubbe ansatte ud af arbejdsmarkedet, er et fysisk anstrengende og/eller mentalt krævende job. Det er for eksempel jobgrupper som rengøring, social- og sundhedspersonale, pædagoger og skolelærere, der er i risiko for at blive skubbet ufrivilligt ud af arbejdsmarkedet før tid.

Nedenfor kan du indtaste din fødselsdato og se, hvornår du kan gå på pension, som reglerne er nu. Du kan også se, hvor langt et otium du kan regne med at få.

Om pensionsberegneren

  • Prognosen for udviklingen i middellevetid er baseret på DREAM og Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning 2018. Middellevetiden er beregnet ud fra en 60-årig mand og en 60-årig kvinde i hvert enkelt årstal.

  • DREAM-gruppen er en uafhængig institution, der laver langsigtede strukturanalyser af den danske økonomi.

  • Prognosen for udviklingen i folkepensionsalderen er lavet af Finansministeriet på baggrund af prognosen for udviklingen i middellevetiden.

  • Stigningen i folkepensionsalderen er vedtaget for de kommende år. Men yderligere stigninger længere ude i fremtiden skal godkendes politisk.