Er min bolig vurderet for lavt eller for højt?
Det er et spørgsmål, som mange boligejere stiller sig selv. Og spørgsmålet er kun blevet endnu mere aktuelt, efter regeringen i sidste uge kunne fortælle, at nogle boligejere må vente helt til 2022 med at få en ny offentlig ejendomsvurdering af deres bolig.
Tip os
- •
Er du én af de 80.000 boligejere, der har fået en vejledende ejendomsvurdering via e-boks, så vil DR gerne høre fra dig. Skriv til journalist Mikkel Jensen.
Siden 2011 har de offentlige vurderinger stået i stampe, men i dag får et lille udsnit af landets boligejere lov til at smugkigge og se, om deres bolig på papiret er blevet mere eller mindre værd.
Det skriver Vurderingsstyrelsen på sin hjemmeside.
- Vi tager første del af det nye vurderingssystem i brug, når vi tilbyder op mod 80.000 boligejere en vejledende vurdering, siger Hakon Iversen, direktør i Vurderingsstyrelsen, i en pressemeddelelse.
Skal trykprøve vurderinger
Der er ifølge Vurderingsstyrelsen tale om en såkaldt storskalatest, hvor 80.000 ejere af enfamiliehuse fordelt over hele landet skal give tilbagemeldinger på, hvordan de oplever de nye vurderinger.
Vurderingerne sendes ud via e-boks med en invitation om at deltage i testen, og der er tale om helt nye vurderinger for året 2019.
Testvurderingerne indeholder dog ikke noget om den skat, man eventuelt skal have tilbage som boligejer, oplyser Vurderingsstyrelsen til DR Nyheder.
Der er også kun tale om testvurderinger, der kan ændres, når de endelige ejendomsvurderinger i fremtiden træder i kraft.
- En storskalatest som denne kan give os værdifuld viden om, hvordan boligejerne oplever det nye vurderingssystem og de nye vurderinger, siger Stine Schmidt Raaholt, kundekommunikationschef i Vurderingsstyrelsen, i pressemeddelelsen.
Det viser testvurderingerne
- •
Testvurderingerne bygger på flere og mere detaljerede data end tidligere.
- •
Blandt andet data om boligens størrelse, alder, type og beliggenhed.
- •
Prisudviklingen på boligmarkedet i det område, hvor ejendommen ligger, er også en del af vurderingen.
- •
Tilbuddet om at modtage en vejledende vurdering sendes til ejerne af enfamiliehuse.
- •
Det er parcel- og rækkehuse, som ikke er omfattet af særlige forhold.
- •
Det skyldes, at det er den type ejendomme, der findes flest af i Danmark, ligesom datagrundlaget er gennemprøvet på området.
- •
Kilde: Vurderingsstyrelsen
Har ført til frustration
Tidligere har der været stor frustration blandt mange boligejere over, at det har været svært at gennemskue, hvad der lå til grund for deres ejendomsvurdering.
Derfor er de nye ejendomsvurderinger udstyret med en såkaldt deklaration, der viser hele datagrundlaget for vurderingen. Man kan dermed se, hvad der trækker op og ned på ens ejendoms værdi.
Testvurderingerne var planlagt til at blive udsendt før sommerferien, men blev siden udskudt til efteråret.
Vurderingsstyrelsen kalder selv testen for et "stort skridt i arbejdet med nye og mere retvisende vurderinger".
De juridisk bindende ejendomsvurderinger er planlagt til at blive sendt ud i perioden fra andet halvår 2020 og frem til 2022.
Opdateret klokken 9:52 med citater og yderligere fakta.