I landsbyen Gershøj undrer de sig over nye vurderinger: 'Det er så forkert, som det kan være'

Genboerne Peter Stougaard og Kenneth Wagners grunde er vurderet mere værd end deres ejendomme.

Rettelse: I en tidligere version fremgik det, at Kenneth Wagners grundværdi var steget 260 procent. Den er faktisk steget med 3.500 procent.

Hønsene tonser rundt i den indhegnede baghave.

Katten slænger sig i solen på græsset nær drivhuset, og op ad den hvidpudsede husfacade gror slyngplanter og stauder i lyserøde nuancer.

Den gamle 140 kvadratmeter landsbybolig i Gershøj, der ligger knap en halv times kørsel fra Roskilde, kan dateres tilbage til 1864, og stråtaget på toppen kunne da efterhånden godt bruge en opfriskning.

- Den er ikke en super tiptop. Det er jo et gammelt hus, men vi har renoveret det løbende. Noget af det er nyt, og noget andet trænger, forklarer boligejer Peter Stougaard.

- Men huset er i rigtig fin stand, synes vi selv.

Alligevel fik Vurderingsstyrelsens foreløbige ejendomsvurdering ham til at spærre øjnene noget op.

Peter Stougaards grundværdi lyder på 5,3 millioner kroner, men den samlede ejendomsværdi, som omfatter både værdien af grunden og af bygningerne, lyder kun på 1,7 millioner kroner.

Altså 3,6 millioner kroner mindre, hvilket betyder, at grunden angiveligt er flere penge værd uden boligen.

Her kan du få et indtryk af Peter Stougaards ejendom.

Peters tidligere vurdering var 400.000 kroner

Selvom den originale del af huset, som med årene er blevet udbygget, har nogle år på bagen, forstår Peter Stougaard simpelthen ikke, hvordan hans bolig kan trække værdien af hele hans ejendom så gevaldigt ned.

Han er blandt de 80.000 boligejere, som har fået et regnestykke fra Vurderingsstyrelsen, hvor deres hus pludselig hiver den samlede ejendomsværdi gevaldigt ned.

Hans grundværdi lyder på 5,3 millioner kroner, men den samlede ejendomsværdi, som omfatter både værdien af grunden og af bygningerne, lyder kun på 1,7 millioner kroner.

Altså 3,6 millioner kroner mindre, hvilket betyder, at grunden angiveligt er flere penge værd uden boligen.

- Du kunne bare rive huset ned, og så er din grund 5,3 millioner værd?

- Ja, hvis jeg kan sælge den for 5,3 millioner kroner, så vil det da være en løsning, siger han.

Spørger man Peter Stougaard så virker det helt tilfældigt, hvordan hans og hans naboers ejendomme er blevet vurderet.

Grundens gamle vurdering lå på cirka 400.000 kroner, og der er "immervæk et spring" op til den nye vurdering på 5,3 millioner kroner, udbryder Peter Stougaard.

DR Nyheder har analyseret 1,6 millioner af de foreløbige vurderinger og fundet frem til 79.473 boliger, hvor skattevæsnet har sat værdien af grunden højere end værdien af hele ejendommen.

I gennemsnit er de vurderet 1,3 millioner kroner højere end hele ejendommen.

Hos Vurderingsstyrelsen erkender man, at nogle vurderinger er skæve, men siger samtidig at en grund i nogle tilfælde godt kan være vurderet højere end den samlede ejendomsværdi.

- Hvis man skal slå fast, hvorvidt der er tale om fejl, så skal man ind og se på alle sagerne, siger Claus Houmann, der er underdirektør i Vurderingsstyrelsen.

- Det kommer vi til at gøre, når vi laver de endelige vurderinger. Indtil da kan man som boligejer tage fat i os, hvis man synes det ligger helt skævt.

Kenneths grund er steget med 3.500 procent

På den anden side af gaden på Gershøjvej 103 trak Kenneth Wagner på smilebåndet, da hans kone forskrækkede ham med den foreløbige vurdering af deres ejendom.

- Jeg tog det med et gran salt og tænkte, at det er så forkert, som det kan være.

- Der er ingen, der kommer til at tage det seriøst.

Deres grundværdi, som tidligere lå på 750.000 kroner, er steget med 3.500 procent til knap 27 millioner kroner.

Samtidig er deres ejendomsvurdering dog kun på godt fem millioner kroner - altså trækker deres bolig den samlede værdi ned med 22 millioner kroner.

Kenneth Wagner undrer sig over, at Vurderingsstyrelsens systemer ikke reagerer på så markant en prisstigning.

- Men du kan ikke se nogen grund til, at jeres hus skulle trække grunden ned?

- Ej, det håber jeg ikke. Vi synes selv, at vi har et pragtfuldt gammelt murermesterhus, som er bygget efter det, der hedder bedre byggeskik i 1920'erne.

Ifølge Vurderingsstyrelsen kan en stor grund stige i værdi, hvis der er mulighed for at udstykke den og bygge et ekstra hus, der kan sælges.

- Vil det ikke kunne lade sig gøre her hos dig?

- Grunden er stor nok til det, og den har tidligere også været berettiget til at udstykke. Nu skal man søge om det igen, svarer Kenneth Wagner, der til daglig arbejder som automekaniker.

- Men det har aldrig været vores tanker, og grunden er jo billig herude. Selvom du kunne udstykke det i 3-4-5 matrikler, vil det jo ikke nå op på en femtedel af det her beløb, siger han afsluttende.

'Vi håber, at Vurderingsstyrelsen vil give 27 millioner kroner'

Det samme gør sig gældende hos Peter Stougaard på Gershøjvej 102.

Han har dog sværere ved at se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre.

- Prøv at se dig omkring, jeg kan ikke få øje på det. Der er ikke plads til noget som helst her, siger han.

Boligen blev udbygget for nogle år siden og ifølge Peter Stougaard, nåede de op på maksimum af, hvad der må bygges.

Banken kom ligeledes med en vurdering af huset for to år siden.

- Ifølge Vurderingsstyrelsen har dit hus en værdi på minus 3,6 millioner, men det er ikke bankens opfattelse?

    - De vurderede vores hus og grund til en samlet salgsværdi på cirka 1,5 til 1,7 millioner kroner. På en god dag, siger Peter Stougaard og tilføjer:

    - Men omvendt, hvis Vurderingsstyrelsen vil købe mit hus til 5,3 millioner kroner, så skal de være hjertelig velkommen.

    Kenneth Wagner har ikke fået vurderet sin bolig, men han forklarer, at de holder øje med kvadratmeterpriserne i nabolaget.

    - Og boligerne ligger på 5 til 6 millioner kroner i den her størrelsesorden.

    - Men vi håber da, at Vurderingsstyrelsen vil give 27 millioner kroner, det ville da være dejligt. Så flytter vi da med glæde, siger han.

    Selvom begge boligejere holder vurderingerne ud i strakt arm, understreger Peter Stougaard, at det er dybt kritisabelt.

    - Det kan godt være, der ikke er en formel klagevej. Derfor vil jeg da klage alligevel.

    Tip os:

    •Kender du noget til sagen? Alle tip behandles seriøst og fortroligt.

    •Skriv til vurdering@dr.dk eller krypteret til vurdering@proton.me