I Odense undervises børn i robotteknologi fra 1. klasse

Odense vil fastholde robot-momentum og lære byens yngste at kode og skrue robotter sammen.

Et væld af robotvirksomheder skyder frem fra den fynske muld.

Robotklyngen i Odense tæller nu 106 robotteknologiske virksomheder.

Men de mangler arbejdskraft. Det forsøger Odense Kommune nu - langsigtet - at afhjælpe ved allerede fra 1. klasse at lære børn at programmere og få en forståelse for robotteknologi.

- Vi har mange start up-virksomheder, som er ved at opskalere nu, og det kommer de også til i fremtiden, så hvis vi skal fastholde det her moment, skal vi være de bedste i verden, og så er det simpelthen hele byen, der skal bakke op, siger borgmester i Odense Kommune Peter Rahbæk Juel (S).

Flydende digitalt

Odense Kommune har afsat knap 11 millioner kroner til at brede teknologi ud i kommunens folkeskoler. Derved håber Peter Rahbæk Juel, at teknologiforståelsen sætter sig på rygraden hos kommunens yngste borgere.

- Skal vi blive ved med at fostre talenter til at lave robotter og nye virksomheder, skal vi starte allerede i Folkeskolen og lære vores børn at tale flydende digitalt, siger Peter Rahbæk Juel.

Leg med Kubo

DR Nyheder er på besøg på Skt. Klemensskolen i Odense, hvor Clara Emilie, Kathrine og Aya er i gang med at kode den lille robot Kubo til at køre de rigtige steder hen. Det gør de ved at lægge nogle brikker på en plade, som bestemmer Kubos bane.

- Jeg synes, det er sjovt, at man sådan lidt selv kan bestemme, hvad man bygger, og hvorhen den går, siger otte-årige Aya, der går i 2. klasse.

- Man kan lave alle mulige ting med robotter. Hvis man nu er blind, kan man jo få en robot til at hjælpe en. Altså hvis den er stor og lidt anderledes, siger otte-årige Kathrine, der går i 2. klasse på Skt. Klemensskole i Odense Kommune. På billedet viser hun undervisningsrobotten Kubo frem.

Det er tydeligt, at de tre piger først og fremmest er glade for undervisningen i robotteknologi, fordi de forbinder den med leg. Sådan skal det også være, understreger deres lærer Thomas Fallemann.

- Generelt er det sådan med undervisningen med robotter, at mange elever oplever det som en leg. Og det gør ikke noget. Nogle spørger, om vi skal spille. Sådan må de gerne tænke, siger han.

- Vi er godt klar over, at Odense er en robotby, og vi vil rigtig gerne lære vores elever på et tidligt tidspunkt, hvad robotter er for noget, siger Thomas Fallemann.

- Jo tidligere, de starter, jo nemmere er det også, når de kommer videre, siger han.

Ansætter 100 mand om året

Den største virksomhed i den fynske 'Robo Valley' er Universal Robots, der med sin robot-arm har skabt et produkt, som er efterspurgt i hele verden.

Sidste år havde virksomheden en omsætning på 662 millioner kroner, en fordobling af omsætningen i forhold til 2015. Den voldsomme vækst gør det svært at følge med ordrerne, der løber ind.

- Det er én lang kamp for at finde de rigtige medarbejdere. Vi ansætter cirka 100 mand om året, det har vi gjort de seneste par år, og det regner vi også med i 2018. Så vi skal bruge rigtigt mange folk, siger Esben Østergaard, der er teknisk direktør og stifter i Universal Robots.

Virksomheden har lige nu 40 ubesatte stillinger. Samtidig vokser efterspørgslen efter robotter med 30 procent om året.

Så der er god grund til at præge folkeskoleeleverne til at vælge robotterne som karrierevej, mener Esben Østergaard.

- Jeg synes, det er utroligt godt set, at Odense Kommune begynder at satse meget mere på undervisning i teknologi, robotter og programmering. Robotter er jo en fremtid, vi er nødt til at forholde os til, det kommer de unge også til at opleve, når de når arbejdsmarkedet, siger han.

- Alle børn kan have gavn af bedre at forstå, hvordan computere virker, for vi er omgivet af computere i dag, og jeg tror også, vi vil være omgivet af robotter i fremtiden. Selvkørende biler, automatiske kasseapparater og så videre og så videre. Jeg tror, en grundlæggende forståelse af teknologi er vigtig at få skabt i en tidlig alder.