I-Phone ingen sikker succes

Den har været ventet længe, og nu kommer den så: Apples mobiltelefon og I-Pod i ét. Men det bliver ikke nødvendigvis en succes, mener en analytiker.

Apples chef, Steve Jobs, fremviser den kommende I-Phone. (Foto: © Kimberly White, Scanpix)

Nettet har længe svirret med rygter om, at Apple ville lave en I-pod, der også kan bruges som mobiltelefon.

Og nu er den god nok - Apples topchef har præsenteret den længe ventede tingest, som ikke uventet bærer navnet I-Phone.

Ikke imponeret

I-Phone har musik, telefononi, netadgang og alt det andet, som moderne mobiltelefoner er proppet med. Men der skal mere til at mener teleanalytiker John Strand. Han er ikke imponeret.

- Det er en telefon med gammel teknologi til en meget høj pris, siger han til DR Nyheder.

- Når jeg kigger på markedet, så kan jeg se, at der er konkurrenter, som har produkter til billigere priser, som kan langt mere, fortsætter han.

Udsalgsprisen i USA vil ligge på knap 3000 kroner for den billigste model, når den kommer på markedet senere på året. Det vides ikke, hvor meget den vil koste, når den kommer til Danmark, eller hvornår det vil ske. I USA sælges den sammen med et teleselskab, der ikke findes her.

I-Pod succes hjælper ikke nødvendigivis

Apple har haft kæmpesucces med sin mp3-afspilleren I-Pod, der har solgt 70 millioner eksemplarer. Men succes på det område, er ikke nogen garanti for, at man kan gøre det godt på mobiltelefonmarkedet.

- Produktet får det meget svært. Der er mange Apple-fanatikere rundt omkring, men på mobilmarkedet er det nogle andre, der er store. Nokia alene solgte 40 millioner mobiltelefoner med musikafspiller sidste år.

Kæmpevirksomheder som Siemens og Philips har mistet milliarder på mobilmarkedet og Microsoft kun formået at erobre én procent af markedet.

Det er anden gang, Apple forsøger sig med en mobiltelefon. Første gang var en almindelig mobiltelefon fra Motorola, som kunne spille musikken fra I-tunes, og det var ingen succes.