IC4-tog i Libyen er en gave fra Berlusconi

Et IC4-tog, som er dukket op i Libyen, er ifølge flere medier en gave fra Berlusconi til Gaddafi. DSB fastholder, at toget nok skal til Danmark.

(Foto: Yves Herman © Scanpix)

"40 års bedrifter"

Sådan står der med arabiske bogstaver på forsiden af det IC4-tog, som er dukket op i Libyen.

Det skriver Ingeniøren.

Teksten på det spritnye tog henviser sandsynligvis til diktator Muammar Gaddafi, som for nyligt fejrede 40 års jubilæum som leder af Libyen.

Samtidig har italienske Ansaldobreda, der producerer IC4-togene, ellers haft store vanskeligheder ved at levere tog til tiden til DSB.

En gave til en god ven

Meget tyder på, at toget er havnet i Libyen som en gave fra Italiens premierminister Silvio Berlusconi.

Den italienske avis Il Denaro skrev i august 2010, at Berlusconi forærede Gaddafi et IC4-tog kort før venskabsdagen mellem det libyske og italienske folk, samtidig med at Berlusconi besøgte det afrikanske land.

Den tyske avis Zeit skrev i august om et tog, som Berlusconi har givet i gave til Gaddafi - dog uden at nævne, hvilket specifikt tog der var tale om.

DSB: Et udstillingstog

DSB's kommunikationsafdelingen vil ikke kommentere på, om Berlusconi har foræret et IC4-tog væk, mens Ansaldobreda samtidig har forsinket leverancerne til Danmark.

De henviser til tidligere udtalelser fra chefen for DSB's IC4-projekt, Torben Kronstam.

Han udtalte 15. februar i år til Ingeniøren om IC4-toget i Libyen, at det er et 'udstillingstog' og at det sandsynligvis kommer til Danmark senere.

- Jeg tror, det er en gimmick. Nu vil man bygge en jernbane i Libyen, og så kunne det være rart med et moderne tog til at stille oven på skinnerne, så kunderne kan se, hvad det her eventuelt kan føre til, sagde Torben Kronstam.

Om DSB fortsat mener, at gaven fra Berlusconi med påskriften '40 års bedrifter' kommer på danske skinner, er uvist.

DSB's nuværende aftale med Ansaldobreda er, at 83 IC4-tog skal være leveret i tredje kvartal af 2012.

Facebook
Twitter