Igen flere arbejdsulykker i byggeriet

Byggebranchen står stadig for langt de fleste arbejdsulykker og overtrædelser af arbejdsmiljøreglerne.

Politi på en byggeplads på Aarhus Havn hvor der skete en alvorlig arbejdsulykke i 2015. (Foto: Axel Schütt © Scanpix)

Jobbet på en byggeplads er ikke blevet mindre farligt.

Tal fra Arbejdstilsynet, som Ugebrevet A4 har gennemgået, viser, at antallet af arbejdsulykker i byggeriet er steget fra 4.539 i 2011 til 5.177 sidste år. Fra 2012 til 2014 skete der et fald, men antallet af ulykker er steget både i 2015 og 2016.

Byggebranchen står også for 52 procent af de bøder, som er tildelt i forbindelse med overtrædelser af arbejdsmiljøreglerne siden 2013, selv om byggeriet kun beskæftiger seks procent af alle lønmodtagere.

Det får Kim Lind Larsen, der er formand for 3F byggegruppen til at foreslå endnu mere kontrol ude på byggepladserne.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen kalder det enormt alvorligt og en falliterklæring, at der ikke i bygge- og anlægsbranchen har været et mærkbart fald i antallet af arbejdsulykker.

Ministeren har allerede nedsat en arbejdsgruppe, der skal komme med bud på, hvordan arbejdsmiljøet kan forbedres, men han vil allerede inden det arbejde er færdigt komme med et udspil, der skal forbedre sikkerheden inden for byggeriet og landbruget.

Af de 5177 arbejdsulykker i byggeriet sidste år, så var de 734 alvorlige. Det betyder, at de enten har medført amputation, knoglebrud eller skader på store dele af kroppen.

/ritzau/

Facebook
Twitter