Ilse Jacobsens gummistøvler skal nu for Højesteret

En sag om et par gummistøvler med snørebånd havner i Højesteret.

Designer og iværksætter Ilse Jacobsens ikoniske gummistøvle, Rub 1, er centrum for en principiel sag om ophavsret på dansk mode og design. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

En vigtig sag for den danske erhvervskvinde Ilse Jacobsen og en principiel sag for hele modebranchen er på vej i Højesteret.

Sagen drejer sig om Ilse Jacobsens ikoniske gummistøvle med snørebånd, Rub1, som skal være blevet krænket af en kinesisk dobbeltgænger importeret af Morsø Skoimport og blandt andet solgt i Bilka.

Efter nederlag i først Sø- og Handelsretten og siden Vestre Landsret har Ilse Jacobsens selskab, IJH A/S, fået tilladelse til at føre sagen for Højesteret.

Røde snørebånd ved juletid

Som reglerne er i dag, stilles der 'betydelige krav til originalitet og kunsterisk indsats,' før et produkt kan blive omfattet af ophavsret.

Men foreløbigt har to instanser altså afvist, at Ilse Jacobsens gummistøvler bærer den tilstrækkelige originalitet, til at Rub 1 skal udstyres med ophavsret.

Ilse Jacobsens advokat, Søren Danelund Reipurth, argumenterer omvendt for, at gummistøvlen har 'klassikerstatus' og betragtes som en 'designmæssig nyskabelse'.

Ilse Jacobsens RUB 1 til venstre. Til højre den påståede krænkende kopi, VRS-gummistøvlen. I sin dom lagde Sø- og Handelsretten vægt på, at VRS-støvlen bliver markedsført med rødt snørebånd, mens Ilse Jacobsens støvle kun ved juletid sælges med rødt snørebånd. (Foto: Screenshot fra Sø- og Handelsrettens dom.)

Ilse Jacobsen har af Morsø Skoimport krævet 269.200 kroner til sit selskab, mens hun har krævet 25.000 kroner personligt.

Desuden har hun nedlagt påstand om, at restlageret af den kinesiske støvle destrueres, og der udstikkes et forbud mod salg af støvlen.

Men foreløbigt er afgørelserne ikke faldet ud til hendes side, og i første instans blev hun dømt til at betale 50.000 kroner i advokatomkostninger til Morsø Sko Import A/S.

- Skulpturelt produkt

Sø- og Handelsretten anerkendte imidlertid støvlens særpræg og originalitet og slog derfor fast, at Rub 1 skal beskyttes mod efterligninger i markedsføringsloven.

- Produktet fremstår skulpturelt, robust og samtidig elegant og leder udtryksmæssigt tankerne hen imod et støvleprodukt i læder, står der i dommen.

Vestre Landsret erklærede sig enig i Sø- og Handelsrettens vurderinger.

llse Jacobsen grundlagde sin forretning i Hornbæk for 25 år siden, og i dag breder forretningen sig ud over en række aktiviteter inden for mode og skønhed.

Ilse Jacobsen er desuden kendt fra DR-programmet "Løvens Hule", som hun trak sig fra efter en række kritiske Berlingske-artikler om arbejdsforholdene i hendes virksomhed.