Rygere skal fremover være forsigtige: Har din chef besluttet, at rygning i arbejdstiden eller på arbejdspladsen er forbudt, skal du virkelig passe på, hvis du alligevel beslutter at ryge en cigaret.
For hvis ulykken er ude, og du for eksempel falder og brækker den ene albue, så gives der ingen erstatning.
Det skriver Politiken fredag.
Det fastslår Ankestyrelsen i en ny principiel afgørelse, der får betydning for alle rygere.
- Det er afgørende for os, at arbejdsgiveren har klare regler, der fastslår, at rygning er et privat ærinde. Det hører ikke til på arbejdspladsen. Man skal flekse ud, og man må ikke være på arbejdspladsens område, forklarer afdelingschef i Ankestyrelsen Merete Pantmann.
Sagen drejer sig om en kvinde, der i frokostpausen var på vej ned i gården for at ryge. Hun gled på vej ned ad trappen og brækkede den ene albue. Ifølge arbejdsgivers personalehåndbog måtte der ikke ryges i lokalerne på arbejdspladsen eller ved indgangen til arbejdspladsen.
Der måtte ikke ryges i arbejdstiden, og hvis der skulle ryges, skulle der flekses ud. Men kvinden havde ikke flekset ud før rygepausen, da det ikke var muligt at gøre på det tidspunkt. Arbejdsgiveren og hans forsikringsselskab anser rygepausen for »et privat ærinde«.
Det samme mener Ankestyrelsen: Ulykken foregik ikke i arbejdstiden - ergo var det ingen arbejdsulykke.
Fagforbundet 3F er meget overrasket over afgørelsen:
- For os er det pludselig blevet meget uigennemskueligt, hvad en arbejdsgiver muligvis kan kalde privat ærinde, siger Ida Bang til Politiken. Hun er socialrådgiver i 3F's juridiske sekretariat og ekspert i arbejdsskadesikringsområdet.