Ingen regler for kærlighed på jobbet

Langt de fleste arbejdspladser har ingen retningslinier for, hvordan man skal tackle kæresteri på jobbet. Det er et problem, mener Ledernes Hovedorganisation.

De fleste arbejdspladser har ingen regler for, hvordan man håndterer privat pardannelse.

Der er vide rammer for kærligheden på danske arbejdspladser. Alligevel kan forelskelser mellem medarbejderne, og ikke mindst mellem chefer og medarbejdere, føre til konflikter.

Derfor vil Ledernes Hovedorganisation have virksomhederne til at indføre retningslinier for, hvordan man tackler personlige forhold på jobbet.

- Man kan ikke undgå, at medarbejdere får et personligt forhold til hinanden. Men man kan lave nogle retningslinier, der sikrer, at både de og deres kolleger har noget at støtte sig til, så der ikke opstår unødig splid, siger Vibeke Skytte, der er rådgivningschef i Ledernes Hovedorganisation.

Hun understreger, at det ikke nødvendigvis behøver at betyde stramninger i personalepolitikken.

- Der hersker som regel en holdning til det i forvejen, og ved at lave nogle regler tvinger virksomheden sig selv til at nedfælde den holdning på papir. Det er vigtigt for at undgå misforståelser og ubehagelige situationer.

Mangel på retningslinier

På 85 procent af landets arbejdspladser findes der ingen nedskrevne regler for, om medarbejderne må danne par. Det er et problem, mener Vibeke Skytte.

- I den finansielle sektor er det mere udbredt at have retningslinier for private forhold, for det kan skabe nogle helt urimelige situationer med overførsler af pengebeløb osv., hvor den ene skal udføre og den anden skal godkende det, fortæller hun.

Når chefen og kollegaen danner par

Private forhold bliver specielt følsomme, når der er tale om forhold mellem leder og medarbejder. Der synes at herske stor enighed om, at det er uheldigt, når chefen og kollegaen har samme privatadresse.

Og når man ikke kan slå kærlighed op i personalehåndbogen, fører det ofte til, at den ene part bliver bedt om at søge væk fra arbejdspladsen.

- Jeg kan ikke sige, om virksomheder skal forbyde det - det kommer helt an på, hvor stor virksomheden er, og hvordan den er organiseret. Men der vil altid opstå jalousi, når en leder er leder for sin egen ægtefælle, siger Vibeke Skytte.

Facebook
Twitter