Ingeniørmangel: Støjberg vil gøre det lettere at hente udenlandsk arbejdskraft til Danmark

Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti står stejlt på, at løngrænse ikke skal sættes ned.

(ARKIV) Regeringen vil blandt andet sænke den nuværende beløbsgrænse, så personer fra lande udenfor EU ikke længere skal tjene 418.000 kroner om året for at kunne arbejde i Danmark. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

De danske virksomheders bønner er blevet hørt.

For at dæmme op for problemer som ingeniørmangel i Danmark vil udlændinge og integrationsminister, Inger Støjberg (V), gøre virksomheders adgang til udenlandsk arbejdskraft lettere.

- Det er en fuldstændig uholdbar situation, at der mangler arbejdskraft i Danmark. Kvalificeret arbejdskraft er en stor gevinst for alle, og derfor arbejder vi lige nu på en række tiltag, siger Inger Støjberg.

Der skal turbo på

Og det er glædelige nyheder, mener erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen Dansk Industri.

I dag bliver virksomhederne nemlig ifølge organisationen mødt af unødvendigt mange barrierer, når de skal ansætte en medarbejder fra et land udenfor EU.

- Det er problematisk, at det skal være så besværligt for en virksomhed at hente kvalificeret arbejdskraft i udlandet, når vi faktisk mangler medarbejdere med bestemte kvalifikationer. Der er simpelthen for mange komplicerede regler og for meget bureaukrati, siger underdirektør i Dansk Industri, Steen Nielsen.

Som eksempel peger Steen Nielsen på kravet om, at arbejdsgiveren gennem hele ansættelsen skal kunne dokumentere medarbejderens lovlige ophold i landet.

- Den slags burde myndighederne jo holde styr på, siger Steen Nielsen understreger, at politikerne bør iværksætte initiativer med det samme for at sikre, at arbejdskraften bliver ved med at have base i Danmark.

Tiltag uden tidshorisont

Hvilke ændringer, virksomhederne helt konkret kan forvente, og hvornår de træder i kraft, står stadig hen i det uvisse. Inger Støjberg forsikrer dog om, at lempelser er iværksat.

- Vi arbejder på tiltag lige nu, og dem regner jeg med at kunne præsentere på den anden side af sommerferien. Vi kigger meget bredt på det, siger ministeren.

Alt tyder på, at en af Inger Støjbergs planer er at sænke den nuværende beløbsgrænse, der betyder, at personer fra lande udenfor EU i dag skal tjene mindst 418.000 kroner om året for at kunne arbejde i Danmark.

- Beløbsgrænsen og sådan noget som fasttrack-ordningen kunne jeg godt tænke mig at få kigget på. Men nu må vi se, hvor langt vi kan nå, og hvordan, vi kan nå hinanden, siger hun til DR Nyheder.

Støjberg udelukker heller ikke, at der kan være lande, som i fremtiden vil få lettere adgang til arbejde i Danmark end andre.

- Der er lande, vi samhandler med, og det kunne være en idé at kigge på dem. Det er også lande, der minder meget om os, påpeger hun.

S er lunkne

Socialdemokratiet melder sig klar til forhandling med regeringen på en række områder, men står stejlt på at beløbsgrænsen ikke bør sænkes.

- Det der er afgørende for os er, at man ikke fortrænger arbejdskraft, der er i landet eller åbner op for sådan noget som social dumping, siger Mathias Tesfaye, der understreger, at Socialdemokratiet helst ser den udenlandske arbejdskraft komme fra EU.

- Vi synes ikke, folk skal flyve det halve af jordkloden rundt, hvis der er kvalificeret arbejdskraft tættere på. For eksempel steder i Europa med stor ungdomsarbejdsløshed. Og på det område er reglerne ret lempelige, mener Mathias Tesfaye.

Ingen opbakning fra DF

Dansk Folkeparti melder på forhånd pas. Partiet mener ikke, at der nye lempelser til, som gør det lettere for virksomheder at hente udenlandsk arbejdskraft ind i Danmark.

- Der er allerede fine muligheder, og hvis regeringen gør det lettere, kan man hurtigt risikere, at det bliver den forkerte type arbejdskraft, der kommer ind. Slagteriarbejdere fra Afrika og Mellemøsten i stedet for højtuddannede ingeniører, siger Martin Henriksen.

Men er det ikke bedre for dansk økonomi at hente arbejdskraften ind i landet fremfor at outsource opgaver til medarbejdere i eksempelvis Indien, Kina og Ukraine?

- Vi skal ikke starte et ræs mod bunden. Hvis man får bedre mulighed for at indhente udenlandsk arbejdskraft, der er billigere, kan det presse danske lønninger, og det vil også kunne mærkes i dansk økonomi, siger Martin Henriksen.

Facebook
Twitter