Inhabile politikere: Enhedslisten kalder tre ministre i samråd

Tre regionsrådsformænd har været på kant med habilitetsreglerne i udbud om sygehusbyggerier. Enhedslisten raser.

Den største kontrakt er i Region Midt, hvor det ny psykiatriske hospital i Skejby har en værdi på 2,2 milliarder kroner over 30 år. Regionsformanden her er Bent Hansen (S), som også er formand for PKA. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Det kan ikke være rigtigt, at man både kan sidde som formand for en region, der sender store sygehusbyggerier i udbud, og samtidig har poster i den pensionskasse, der får opgaven.

Det mener Finn Sørensen, Enhedslistens kommunalordfører, som efter DR Nyheders afsløringer af tre regionsformænd i dobbeltroller indkalder hele tre ministre i samråd:

- Det ser ærlig talt skummelt ud, at man overhovedet kan være i tvivl, om man er inhabil i den situation, siger Finn Sørensen.

Det drejer sig om de tre regionsformænd Bent Hansen (S) fra Region Midt, Jens Stenbæk (V) i region Sjælland og den daværende formænd i Region Syddanmark Carl Holst (V).

De har alle haft topposter i PKA, samtidig med at PKA har vundet store kontrakter i netop de tre regioner.

- Der er noget, der tyder på, at de her regionsrådsformænd ikke er klar over, at der skal være vandtætte skotter mellem det offentlige og det private erhvervsliv. Og det er der ikke i det her tilfælde, siger Finn Sørensen.

Han vil indkalde finansministeren, sundhedsministeren og indenrigsministeren i samråd - og stille en "lang række skriftlige spørgsmål".

- Jeg vil have en fuldstændig redegørelse for sagen og en nøje kortlægning af regionsformændenes dobbeltrolle, og jeg vil kræve svar på, hvad ministrene vil gøre, for at noget sådant ikke kan ske igen, siger han.

Han ønsker også at få undersøgt, hvad konsekvensen kan have været for skatteborgerne, at de tre store byggeprojekter er gået til PKA.

- Regionsformænd skal altså passe på skatteborgernes penge, og det vil vi have kulegravet, om det nu er gået rigtigt til. Jeg vil høre, hvordan de vil undgå, at det her overhovedet kan finde sted, siger Finn Sørensen og fortsætter:

- Jeg frygter, at man måske har tilgodeset pensionsselskabernes interesser, mere end man burde, og at man har givet kontrakter, som i virkeligheden er meget dyrere for skatteyderne, end de burde være.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter