Investeringer giver syv milliarder til pensionskasse

Investering i Dong har båret frugt. Landet største pensionskasse, ATP, har fået formuen til at vokse.

ATP har fået formuen til at yngle med syv milliarder kroner igennem investeringer i blandt andet Dong. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Det er dine og mine penge.

Med en formue på samlet 800 milliarder opsparede kroner er ATP landets største pensionstank.

I første halvår lykkedes det ATP at forrente pengene med 6,7 pct. i forhold til bonuspotentialet svarende til et investeringsafkast i kroner og ører på 6,9 mia. kr.

Det fremgår af ATP's halvårsregnskab, der netop er blevet offentliggjort.

Dong har givet penge

Direktør Carsten Stendevad betegner resultatet som 'fint' i en pressemeddelelse.

- Vi har haft et fint investeringsafkast i årets første seks måneder drevet af obligationer og alternative aktiver, herunder vores investering i DONG Energy, siger Carsten Stendevad.

Investeringen i Dong som blev foretaget i 2014, har givet et samlet afkast i størrelsesordenen 4,0 mia. kr.

Afkastet ligger dog betydeligt under resultaterne på investeringsmarkederne i samme periode sidste år, der lød på 12 pct.

Hentede penge på obligationer

En af de investeringer, der var med til at få formuen til at yngle i de seneste seks måneder var investeringen i Dong Energy, som blev foretaget i 2014 sammen med Goldman Sachs.

I forbindelse med forårets børsnotering af energiselskabet solgte ATP en del af sine aktier og nedbragte dermed sin ejerandel fra 4,9 pct. til 4 pct.

Det største afkast hentede ATP på obligationsmarkederne, hvor man tjente 3,9 mia. kr. til medlemmernes opsparinger.

Næsten alle danskere med en indkomst betaler til ATP. Indbetalingerne er lovpligtige. Opsparingen udbetales som et supplement til folkepensionen.

Facebook
Twitter