Investorer straffer Mærsk-aktien hårdt - taber 18 milliarder i værdi

Skuffelsen over transportkoncernens sløje forretning har sendt aktierne på nedtur.

Administrerende direktør for A.P. Møller Mærsk Søren Skou har en opgave i at berolige aktionærerne. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

A. P. Møller – Mærsks dårlige kvartalsregnskab har fået investorerne til kvittere ved at sende både A- og B-aktierne ned med store kursfald.

Kort før middag har Mærsk-aktierne tabt knap ti procent af deres værdi svarende til godt 18 milliarder kroner.

- Det er store fald, som udtrykker at investorerne er nervøse for de kortsigtede indtjeningsmuligheder i Mærsk, siger Morten Imsgard, aktieanalytiker i Sydbank.

Tidligere på dagen offentliggjorde A. P. Møller – Mærsk et kvartalsregnskab, der har skuffet markedet.

Ganske vist kom koncernen ud af årets først tre måneder med et milliardoverskud. Det overskud stammer dog ikke fra de fortsættende aktiviteter – men fra rederiets frasalg af olieforretningen.

De fortsættende aktiviteter kom ud med det underskud på 1,4 milliarder kroner, som vækker bekymring blandt investorerne.

- Mærsk indtjening er simpelt hen ikke god nok. De har været for dårlige til at holde omkostningerne ned. Og så indeholder regnskabet også en beskrivelse af et usikkert marked, hvor efterspørgslen er vigende på nogle af de fragtmarkeder, siger Morten Imsgard.

Dyr olie og handelskrig skræmmer investorer

Flere store politiske problemstillinger forstærker desuden investorernes flugt fra Mærsk, vurderer Morten Imsgard.

- Der er usikkerhed omkring en handelskrig mellem USA og Kina. Og så er der usikkerhed i forhold til, om nye sanktioner mod Iran kan få efterspørgslen på søfragt til at falde yderligere, siger han.

Hvis tilliden til A. P. Møller – Mærsk skal genvindes blandt investorerne, så gælder det for transportkoncernen om at blive bedre til at tilpasse kapaciteten til et vigende marked, vurderer Morgen Imsgard.

- De bliver nødt til at fjerne noget af skibskapaciteten i steder for at sejle med halvtomme skibe. Så er det bedre, at de ligger i havn, end at de sejler med halv last.

Samtidig har det stor for A. P. Møller – Mærsk, at olieforretningen er solgt fra. For når det i tidens løb har været dyrt at sejle med skibe på grund af høje brændstofpriser, har olieforretningen omvendt spædet til på bundlinjen.

- Men den fordel har de ikke længere. Nu er det entydigt negativt, når olieprisen går op. Det betyder, at de skal blive bedre til at få kunderne til at betale for de højere brændstofpriser. Men der er svært, når kunderne kan vælge og vrage mellem konkurrencerne, siger Morten Imsgard.