Irma-hønen er solgt for 256 millioner

Kim Larsen har sunget om den og dedikerede fans har lige frem lavet en hjemmeside om den. Nu er Irmas berømte høne solgt for 256 millioner kroner.

(© Scanpix)

Et af Københavns mest markante og kæreste vartegn, Irma-hønen, er blevet solgt.

BRFkredit har for 256,5 millioner kroner solgt SD Karéen ved Sortedam Dossering i København, hvorpå hønen står, til Saxo Properties A/S. Det fortæller Børsen.

- Med Saxo Banks planer for ejendommen vil de fysiske rammer for ejendommen kunne forbedres, og det glæder os, siger kreditdirektør Torben Hansen, BRFkredit, til avisen.

Hvor mange æg har hønen lagt?

Irmas neon-reklame i København blev tændt i 1953 og er Danmarks ældste af slagsen.

Kim Larsen har sunget om hønen, der 'bare ligger og lægger æg' og et par dedikerede fans af hønen har ligefrem lavet en hjemmeside, hvor man kan følge med i, hvor mange æg hønen har lagt i tidens løb.

Tallet er indtil videre oppe på 209 millioner æg, men det kunne have været højere, hvis ikke hønen blev mørklagt under sidste års Sluk Lyset kampagne i København.

Klik her, læs mere om hønen og tæl de lagte æg

Facebook
Twitter