Isen smelter: Mærsk tester "smutvej" mellem Asien og Europa

Containerskib fra Maersk Line skal afprøve Nordøstpassagen som fremtidigt alternativ til Suez-kanalen.

Klimaforandringer gør Nordøstpassagen mere interessant for skibstrafikken. Den kortere rute mellem Asien og Europa stiller dog særlige krav til skibenes størrelse og konstruktion. Og så er passagen kun åben få måneder om året. (© DR Nyheder)

Verdens største containerrederi, Maersk Line, sender nu for første gang et af sine fragtskibe gennem de arktiske farvande mellem Europa og Asien.

Allerede om få dage letter det nybyggede Venta Maersk med plads til 3.600 containere anker i Vladivostok i Rusland med kurs mod St. Petersborg via Nordøstpassagen.

- Vi planlægger at udføre et engangsforsøg med at besejle den nordlige sørute fra øst til vest via Beringsstrædet, skriver A.P. Møller – Mærsk i en udtalelse sendt til DR Nyheder.

Sejlads ad Nordøstpassagen, som også kaldes for "smutvejen" mellem Europa og Asien, kan gøre rejsetiden mellem de to verdensdele 40 procent kortere.

Dermed kan rederierne spare brændstof og tid samt slippe for omkostningerne ved at sejle gennem Suez-kanalen i Egypten.

Omvendt kræver rejsen gennem Nordøstpassagen skibe med særligt stærke skrog og kostbar assistance fra atomisbrydere, der baner vej gennem de arktiske ismasser.

Samtidig er Nordøstpassagen modsat Suez-kanalen kun åben for skibsfarten i få måneder om året og kan ikke besejles af de største containerskibe.

Mærsk: Det er et eksperiment

A.P. Møller – Mærsk understreger, at der er tale om en test, der giver Maersk Line mulighed for at høste erfaring og indsamle data om forholdene med henblik på at have ruten som en mulighed i fremtiden.

- I øjeblikket ser vi ikke den nordlige sørute som et kommercielt alternativ til vores eksisterende netværk, der er fastlagt ud fra vores kunders behov, handelsmønstre og demografi, lyder det fra A.P. Møller – Mærsk.

Venta Maersk ventes at passere gennem Beringsstrædet mellem Rusland og USA omkring 1. september og lægge til kaj i St. Petersborg i slutningen af måneden.

Der er tale om et af Maersk Lines fire nye kinesiskbyggede containerskibe i 'isklassen', som er bygget til at sejle for rederiet Seago Line i Nordsøen og Østersøen.

(© Maersk Line)

Smeltende is åbner for skibsfarten

A.P. Møller - Mærsk oplyser, at sejladsen fra Vladivostok til St. Petersborg sker i samarbejde med de russiske myndigheder efter grundige vurderinger af is-forholdene og med assistance fra isbrydere.

Den nordlige sørute, som strækker sig fra Beringsstrædet mellem Rusland og USA og langs det nordlige Rusland mod vest til Norge, bliver i stigende grad mere farbar og dermed interessant som handelsrute.

Det sker i takt med, at klimaforandringer får isen i Arktis til at smelte. Denne sommer har temperaturerne i visse egne været oppe på over 30 grader.

Facebook
Twitter