ISS registrerer gulvtrafik og tilpasser rengøring

Der er både penge at spare og arbejdspladser at hente, hvis virksomhederne formår at udnytte data bedre.

Gruppen bag "DataForBusiness" vil gøre danske virksomheder dygtigere til at analysere og bruge data. Arkivbilled. (Foto: Steve Marcus © Scanpix)

Der kan være vækst, arbejdspladser og bedre konkurrenceevne i sigte for de danske virksomheder, der kan finde ud af at udnytte data.

Data, som de måske registrerer i forvejen men ikke ved, hvordan de skal bruge.

Derfor har en gruppe virksomheder og forskningsinstitutter startet projektet "DataForBusiness", der skal hjælpe erhvervslivet med at blive dygtigere til at forstå og anvende data, eksempelvis fra sensorer i maskiner, borde, gulve og døre.

- Vi vil gerne gøre det håndgribeligt for danske virksomheder, at man kan få fantastisk magi ud af at bruge data endnu bedre, siger Adam Lebech, der er branchedirektør i DI Digital og en del af projektet.

Undgå madspil og spar penge

Hos rengøringsgiganten ISS har de allerede fundet ud af at udnytte en del af de data, de i forvejen indsamler.

Hver dag får kantinen besked om, hvor mange der er gået igennem receptionen. De data bruger kantinen så til at tilpasse, hvor meget mad den skal lave. Alt sammen for at undgå madspild og spare penge.

Rundt i huset er der sensorer i gulvene. De måler, hvor, der er meget trafik, og på den måde kan gulvvask og rengøring blive tilpasset de forskellige afdelingers behov.

Og det er data, som dem ISS aktivt bruger til at effektivisere, at Adam Lebech og resten af gruppen bag "DataForBusiness" vil have andre danske virksomheder til at blive bedre til at udnytte.

- Rigtig mange virksomheder sidder på data, som de ikke kan bruge i dag. Men der er fantastiske forretningsmuligheder og muligheder for at spare penge, hvis man kan blive endnu bedre til at anvende de data, vi har. Og vi kan opsamle endnu flere i fremtiden, så vi kan blive endnu bedre til det.

Flere sensorer

Hos Teknologisk Institut, der også er en del af "DataForBusiness", ser de også store muligheder for danske virksomheders brug af data.

Og ifølge Jan Overgaard, der er sektionsleder for digitalisering og logistik, så kan virksomheder med god grund begynde at investere i dataindsamling.

- Det kan være, at nogle medarbejdere skal opkvalificeres til at kunne analysere på data. Men det kan også være teknologisk, for eksempel implementeringer af sensorer i virksomhederne, der gør dem i stand til at opsamle data.

Og ifølge Adam Lebech fra DI Digital, så kan en simpel sensor være nok til, at virksomheder kan mærke en forskel på bundlinjen.

- Forestil dig en fabrik, hvor man hele tiden skal bruge et bestemt materiale i produktionen. Hvis man sætter en lille sensor ind, så man kan se, hvornår den er ved at løbe tør. Så kan lageret få en besked, der automatisk går ind og samler det nye materiale sammen og får det bragt ud, så man aldrig kommer til at løbe tør. Produktionen derfor kører mere effektivt.

Fremtidens vindere

Hvis danske virksomheder vil vokse i fremtiden, så kan bedre dataindsamling- og forståelse ifølge Jan Overgaard fra Teknologisk Institut være vejen frem.

- Data udgør vor tids mest værdifulde råstof. Og jeg tror, at dem der kommer til at sidde på data og ikke mindst er i stand til at udnytte data, det vil også være fremtidens vindere.

Men ifølge Jan Overgaard, så er det de færreste virksomheder, der får noget ud af at drukne sig selv i data uden en klar plan, for hvad det skal bruges til.

- Vigtigst af alt er det måske, at virksomhederne har en problemstilling, de ønsker at få løst, inden de går i gang med at se på egne data.

Facebook
Twitter