It-branchen mangler arbejdskraft

Mange danske virksomheder i it-branchen mangler folk med lange it-uddannelser. Problemet kendes i resten af Europa og nu sætter EU en kampagne i gang for at få unge til at tage it-uddannelser.

EU vil have flere til at tage lange it-uddannelser. (Foto: gusmolina © Stock.xchng)

Mens arbejdsløsheden stiger stort set alle andre steder, så er der mangel på arbejdskraft i it-branchen.

For der er slet ikke nok unge der vælger en it-uddannelse, siger branchedirektøren for ITEK i Dansk Industri Tom Togsverd.

- Vi mangler kvalificeret arbejdskraft, det har vi faktisk gjort i mange år. Det bliver kun værre, når vi ser frem, for der bliver uddannet alt for få, siger Tom Togsverd.

Outsourcing på grund af manglende arbejdskraft

Han mener, at det er tvingende nødvendigt, at de unge får øjnene op for it som en mulig levevej, hvis Europa skal kunne hamle op med Kina og resten af Asien.

- Når vi har outsourcet opgaver til Inden eller Ukraine, så har den største drivkraft ikke været, at spare penge, men at vi ikke kunne få de kvalificerede folk, siger Tom Togsverd.

Det er ikke kun i Danmark, det er et problem.

EU-kampagne

I store dele af Europa kan man nikke genkendende til problemstillingen. Derfor sætter EU-Kommissionen en ny kampagne i gang for at lokke de unge til tastaturet.

- Halvdelen af vores medlemsvirksomheder fortæller, at de er parat til at ansætte folk. Det vi mangler er folk med langvarige uddannelser inden for it. Det er altså ingeniører, dataloger og it-arkitekter, siger Tom Togsverd.

Facebook
Twitter