It-fejl forgylder kunder med kæmpe rabatter hos H&M

H&M-varer til hundredvis af kroner kostede i morges kun 39,99 kroner. Kunder beholder rabatten.

- De forkerte priser på vores hjemmeside i morges skyldtes en teknisk fejl, som hurtigt blev rettet, skriver Stine Lerche Øilo fra H&M i en mail til it-mediet Version2. (Foto: Bernd Von Jutrczenka)

I morges var der nærmest frit valg på alle hylder på H&M's hjemmeside.

En teknisk fejl i tøjgigantens it-system betød, at mange varer i netbutikken for en kort stund kunne fås til blot 39,99 kroner.

Det skriver it-mediet Version2, der har fået bekræftet sagen hos H&M's kommunikationsafdeling.

- De forkerte priser på vores hjemmeside i morges skyldtes en teknisk fejl, som hurtigt blev rettet, skriver Stine Lerche Øilo fra H&M i en mail til Version2.

Kunder beholder besparelser

Et skærmbillede, som Version2 har fået tilsendt af en H&M-kunde, viser, at der var store besparelser at hente i morges.

H&M-varer til hundredvis af kroner kunne fås med store rabatter, og har man handlet på det gunstige tidspunkt, så har man gjort et rigtigt godt køb, bekræfter kommunikationsmedarbejderen.

- Alle kunder, som har en ordrebekræftelse, vil modtage deres varer – til den pris, som fremgår på ordrebekræftelsen, skriver Stine Lerche Øilo videre i mailen til Version2.

Det betyder kort og godt, at kunder, der har handlet på H&M's hjemmeside, mens det tekniske koks stod på, nu kan se frem til at beholde de besparelser, de har gjort.

Hvad der var skyld i fejlen, har H&M dog endnu ikke løftet sløret for.

DR Nyheder har i en e-mail fået bekræftet forløbet, men H&M's kommunikationsafdeling afviser på nuværende tidspunkt at svare på flere spørgsmål om årsagen til den tekniske fejl.