'Jeg væmmes' og 'tror de, vi er dumme?': Sygeplejersker skal stemme om håb - ikke om mere i løn

Sygeplejerske-formand forsvarer aftale i Forligsinstitutionen, som nu skal til afstemning.

- Som situationen er nu, er det fuldstændig urealistisk, at vi skulle kunne ændre væsentligt på lønnen, siger Grete Christensen. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

- Tænk at have frækhed til at kalde dette makværk for en ”milepæl”… Jeg væmmes.

- Dette ”resultat” er virkelig at stikke blår i øjnene på os !!! Tror de vi er dumme ????

- Det er simpelthen SÅ pinligt, det her!! Tænk at komme med sådan et forslag efter flere dages forhandlinger.

Det er blot tre af de sylespidse kommentarer, der er kommet på de sociale medier fra vrede sygeplejersker, efter at deres fagforening i går nikkede ja til et nyt forslag om en ny overenskomst.

Forslaget, der nu skal til afstemning blandt medlemmerne, betyder ikke, at sygeplejerskerne kan se frem til mere i løn end de godt fem procent over de næste tre år, som medlemmerne stemte nej til i marts.

I stedet er der lagt op til, at regeringen skal nedsætte en såkaldt lønkomité, der skal undersøge de offentlige lønninger og komme med anbefalinger særligt med fokus på de traditionelt kvindedominerede fag.

- Det er en milepæl, som har store perspektiver, lød det fra Danske Sygeplejeråds (DSR) formand, Grete Christensen, der bakker varmt op om, at hendes medlemmer skal stemme ja og hermed undgå en truende konflikt.

Sådan forventes det, at det videre forløb i sygeplejerske-sagaen kommer til at forløbe.

Yderligere lønstigning var urealistisk

Men knap nok var blækket i den såkaldte mæglingsskitse fra forligsmand Lise Lotte-Nilas tørt, før det væltede ind med kritiske kommentarer fra vrede sygeplejersker.

Grete Christensen erkender, at det ikke er alle, der har taget lige godt imod forslaget.

Men alligevel fastholder hun, at man har taget et vigtigt skridt for at ændre det, som sygeplejerskerne kalder årtiers lønefterslæb. Ja, rent faktisk er der tale om regulært nybrud ifølge formanden.

Grete Christensen, der har lydt paroler om, at der skal ske handling nu. Nu får medlemmerne så et håb. Hvordan overbeviser man nej-sigerne til at stemme ja til noget, som egentligt bare er et håb?

- Som situationen er nu, er det fuldstændig urealistisk, at vi skulle kunne ændre væsentligt på lønnen.

- Jeg tror mere på, at vi bruger lidt tid på samlet set at få lavet de rigtige anbefalinger for de kvindedominerede grupper i den offentlig sektor, så vi kan lave nogle reelle forandringer, når vi skal forhandle igen næste gang, siger formanden dagen derpå.

Da I udsendte et strejkevarsel var I meget klare på, at der skulle lønmæssig anerkendelse til. Det, I kommer ud med, er en opfordring til en komité - hvordan kan du være tilfreds med det?

- Jeg har forhandlet i mange uger. Jeg har også måtte konstatere, at efter vi stemte nej, så stemte alle de andre fagforbund ja. Det gjorde, at arbejdsgiverne var endnu mere fastlåste på lønspørgsmålet, så det har været en rigtig vanskelig opgave.

- Derfor har det været vigtigt for os at bane vejen for et håb om, at vi i fremtiden kan se, at der bliver lyttet til vores og andre faggruppers frustrationer over den urimelige lønindplacering, som vi har. Jeg synes virkelig, at man skal se det som et håb, siger Grete Christensen.

Skal ikke starte forfra

Det er ikke første gang, at en politisk udpeget gruppe skal se på lønniveauerne i det offentlige.

Det skete også mellem 2008 og 2010, hvor en lønkommission kom frem til, at kvinder på det offentlige arbejdsmarked tjener mindre end mændene.

Det endte dog ikke ud i konkrete anbefalinger, der skulle gøre op med det løngab. Og det er en afgørende pointe, fortæller Grete Christensen fra Dansk Sygeplejeråd.

- En komité skal ikke starte forfra med at lave data, hvor der allerede eksisterer noget, men det skal bygge oven på. Vi er mange, der har opfordret regeringen til at nedsætte den her komité, som skal komme med nogle konkrete anbefalinger, siger hun.

Det er nu op til regeringen, om sygeplejerskerne opfordring til at nedsætte en komité skal imødekommes. Meget tyder dog på, at ønsket bliver til en realitet.

- Regeringen mener også, at det er en god idé at nedsætte en komité efter afslutningen af overenskomstforhandlingerne. Regeringen vil derfor med udgangspunkt i FHs bidrag arbejde videre med at udforme et kommissorium, lød det i går i en skriftlig kommentar fra skatteminister Morten Bødskov (S).

Sygeplejerskerne skal nu igen til stemmeurnerne, og resultatet af den nye afstemning kommer 14. juni.

Stridens kerne er den såkaldte tjenestemandsreform fra 1969 - den kan du se meget mere om her.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk