Jenny Thernøe er booket til fire timers rengøring af hjemmet i Vallensbæk. Det rækker til både støvsugning og gulvvask i villaen.
I et år har hun ved siden af sygeplejerske-studiet tjent penge på at arbejde gennem den digitale service Happy Helper. Det er en platform som formidler rengøringshjælp til private.
Hun har ikke et fast antal timer. Og lønnen afhænger af, hvor gode bedømmelser hun får fra sine kunder. Prisen for Jenny Thernøes rengøring er 150 kroner i timen, hvoraf en del går til Happy Helper for formidlingen af arbejdet.
- Det er meget fleksibelt, og jeg står selv for at planlægge min tid, hvor meget jeg har lyst til at arbejde og hvornår. Det er korte vagter, så det er nemt lige at rive tre timer ud af kalenderen, forklarer Jenny Thernøe i en pause fra støvsugningen.
42.000 danskere har det seneste år arbejdet som Jenny Thernøe gennem en digital platform som Happy Helper. Det dokumenterer et nyt studie fra forskere fra Københavns Universitet.
- Flertallet tjener under 25.000 kroner om året, så det er en supplerende indtægtskilde, det er endnu ikke deres hovedindtægt, forklarer Anna Ilsøe, der er lektor ved forskningscenteret FOAS ved Københavns Universitet.
"Online opslagstavle"
Forskerne har for første gang kortlagt omfanget af det arbejde, som formidles gennem de nye, digitale platforme, der også omfatter kørselstjenesten Uber, der dog siden har trukket sig fra Danmark.
Direktør og medstifter i Happy Helper Dennis Forchhammer mener, at tjenesten er med til at sætte en del af arbejdsmarkedet i system.
- Før i tiden, når du ville have privat rengøring, gik du ned i den lokale brugs og hængte et opslag op. Så var der nogen, som kontaktede dig, og det foregik med kontanter. Nu har vi gjort opslagstavlen online, siger Dennis Forchhammer.
Hans tjeneste er mindre end to år gammel og vokser, så der i dag bliver udført godt 3.000 rengøringer om måneden gennem Happy Helper.
- Folk er freelancere og deres egen chef. De bestemmer selv, hvornår de vil arbejde, og hvor meget de vil arbejde, siger direktøren.
Ingen faste timer
Timelønnen hæves i takt med, at kunderne udfylder vurderinger af det arbejde, de får udført.
- Typisk ser vi, at folk starter til en lidt lavere timepris, og når de så får gode ratings af kunderne, så hæves deres timepris, forklarer Dennis Forchhammer.
Men er det ikke et usikkert arbejdsliv, I tilbyder folk, når de ikke er garanteret et fast antal timer eller en fast timepris? - Vi tilbyder en platform, som man kan lægge sig op på, og så kan man jo vælge, om man vil arbejde eller ej. Vi ser mange, der er glade for at komme i gang på den måde. Måske kan de kun overskue at tage en booking om ugen, og så kan de stille og rolig komme i gang på den måde, siger direktøren Dennis Forchhammer.
Nye grupper finder arbejde
Ifølge rapporten er de, der arbejder via de digitale platforme, i højere grad unge, lavtlønnede og personer med anden etnisk baggrund.
- Det er nogle af de grupper, som er på vej ind på arbejdsmarkedet, eller som måske har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet, som benytter sig af den her mulighed, forklarer Anna Ilsøe, som er en af forskerne bag undersøgelsen.
- Der kan være et potentiale for, at de kommer mere permanent ind på arbejdsmarkedet og bliver mere integreret på arbejdsmarkedet.
Jenny Thernøe er glad for, at arbejdet gennem en digital platform giver hende mulighed for at en ekstra indtægt ved siden af SU’en, hun får som studerende.
Ville du ikke hellere have et fast arbejde med fast timetal? - Nej, det passer rigtig godt, der hvor jeg er nu i mit liv. For mig passer sådan en elektronisk platform rigtig godt, for du er selv din egen herre, og organiserer selv din tid, siger Jenny Thernøe.