Jimmy Munch er en af vinderne af 2025-planen

Vedtages regeringens 2025-plan, kan institutionslederen Jimmy Munch se frem til en årlig gevinst på over 7.000 kroner.

Jimmy Munch er en af dem, der får stor glæde af regeringens 2025-plan. (© (c) DR)

Jimmy Munch er en af de danskere, der lytter særligt godt efter, når politikerne i øjeblikket snakker topskattelettelser.

-Altså, det jeg har set på tv, tyder jo på, det kan styrke min privatøkonomi, siger han.

Hans tjener årligt lige over 600.000 kroner som leder af en stor daginstitution.

- Jeg har ansvaret for den daglige drift og de 130 børn, der går der. Plus de 30-34 ansatte der er der, fortæller han.

Hvis regeringens forslag bliver gennemført, kan de fleste topskattebetalere som Jimmy Munch godt begynde at gnide sig i hænderne, forklarer cheføkonom i Danske Bank Las Olsen:

- Topskatten, ja, den bliver sat ned. Eller rettere sagt, der bliver indført en helt ny skat, så vi har både en topskat og en toptopskat nu.

I dag betaler Jimmy Munch og andre 15 procent i topskat af den indkomst, der overstiger 507.934 kr.

Fremover kan de nøjes med 10 procent topskat op til en indkomstgrænse på en million kroner.

Dermed er regeringens forslag godt nyt for de cirka 500.000 danskere, der i dag betaler topskat:

- Besparelsen kan være helt op til godt 26.000 kr., hvis man altså har en indkomst i nærheden af en million kroner, forklarer Danske Banks cheføkonom.

Kun de kroner, der er tjent ud over den første million, bliver nemlig fremover beskattet med 15 procent.

5000 kr. i topskattelettelse

Bliver regeringens forslag til virkelighed, vil Jimmy Munck årligt spare 4.966 kr. i topskat.

- Hvis jeg skulle ud og bruge pengene sådan nu og her, så ville jeg forsøde min tilværelse med en rejse mere. Jeg vil ikke købe flere nagelfaste ting. Jeg har rigeligt med ting og sager, siger han.

Jobfradrag og PSO giver bonus

Oven i topskattelettelsen får Jimmy Munch også glæde af et nyt jobfradrag. Det belønner folk, som tjener over 300.000 kroner og sparer op til pension.

Det fradrag vil spare Jimmy Munch for 4.046 kroner.

Og så er der en sidste lille bonus til institutionslederen i 2025-forslaget. For regeringen foreslår, at den såkaldte PSO-afgift bliver sløjfet, og det vil for Jimmy Munch være lig en årlig besparelse på 863 kroner.

Boligrenter giver minus

Eneste minus for ham bliver, at renterne på hans boliglån fremover vil give ham en mindre skattefordel. 2571 kroner mindre end i dag. Ifølge 2025-forslaget skal rentefradraget nemlig nedsættes gradvist fra 2021-2025 med i alt fem procent.

-Men sådan er det jo. Der er jo noget med, at fradraget skulle falde lidt. Ja, det skal jo gå den vej, siger Jimmy Munch.

Fradraget skal trække lidt af farten ud af boligmarkedet. Og det kan han godt se en idé i:

- Altså, husene i Københavnsområdet stiger jo hurtigere, end vi betaler ind. Det er jo et dilemma for folk, der skal købe et hus. De har jo ikke råd til at købe de huse, der er til salg. Vi har ikke engang råd til at købe vores egne huse, hvis vi skal ud og genkøbe dem.

Men sænkningen af rentefradraget ændrer ikke ved, at regeringens planer kan give en samlet gevinst for Jimmy Munch. Alt i alt 7.304 kroner.

-Det er jo en ferie for mig og min kone, siger han.

Facebook
Twitter