Jobvæksten i USA er den største siden 1930'erne

Mens jobskabelsen i USA steg mere end ventet i juni, var der i sidste uge flere nytilmeldte ledige end ventet.

I USA blev der i juni måned skabt det største antal job på en måned, siden man begyndte at registrere udviklingen i 1930'erne (arkivfoto) (Foto: MARCO BELLO © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Beskæftigelsen uden for landbruget i USA steg i juni med 4,8 millioner personer, oplyser Bloomberg News.

Ifølge Dansk Erhverv er det den største månedlige jobvækst, siden man begyndte at registrere den amerikanske beskæftigelse i slutningen af 30'erne.

- Fremgangen i juni kommer tilmed efter en pæn jobvækst på 2,7 millioner personer i maj.

Stigning større end ventet

- Det betyder, at der i alt er blevet skabt 7,5 millioner job i USA over de seneste to måneder, siger cheføkonom i Dansk Erhverv Tore Stramer i en kommentar.

Stigningen på 4,8 millioner personer i juni var samtidig mere, end hvad økonomerne havde ventet ifølge Bloomberg News. De havde ventet en stigning på 3,2 millioner.

Jobskabelsen var i juni med til at reducere den samlede arbejdsløshed. Den faldt til 11,1 procent fra 13,3 procent måneden før.

Mange nytilmeldte ledige

- Den fornyede jobvækst i USA skal ses i sammenhæng med, at aktiviteten generelt er steget i takt med, at store dele af det amerikanske samfund er blevet genåbnet siden midten af maj, siger Tore Stramer.

Samtidig med den positive overraskelse i beskæftigelsestallene viser mere aktuelle tal en knapt så positiv udvikling.

I sidste uge var der nemlig 1,427 millioner nytilmeldte ledige i USA. Det var flere end ventet af økonomerne, der ifølge Bloomberg News havde regnet med 1,350 millioner.

/ritzau/

Facebook
Twitter