Johns nye ejendomsvurdering fylder 27 sider: Steg én million kroner på et øjeblik

De nye vurderinger er alt for detaljerede i forhold til, hvad folk har brug for, mener boligøkonom.

John Nelsson fra Glostrup er godt tilfreds med sin nye ejendomsvurdering.

John Nelsson sidder i sit hus i Glostrup vest for København og bladrer igennem et bundt af papirer.

I alt 27 sider.

Det er ikke hvilket som helst ark af papirer. Nej, det er et dokument, som boligejere lige som ham har ventet på i 10 år.

Nemlig en af nye ejendomsvurderinger. Vurderinger, som i 2011 viste sig at være så smækfyldt med fejl, at de blev suspenderet, indtil man havde lavet et nyt system.

I den nye vurdering får John Nelsson selvfølgelig sin nye vurdering i kroner og ører. Men han får også en gennemgang af præcis, hvorfor Vurderingsstyrelsen er kommet frem til det resultat.

De har set på selve boligen, dens beliggenhed og hans grund, men også om han for eksempel har en god udsigt over skov eller hav, eller om der ligger en motorvej lige udenfor dit vindue.

Alt det og en række andre ting kan påvirke ejendomsvurderingen.

Det er altså alt det, som John Nelsson nu skal tage stilling til som en af de første danske boligejere. Og ved første øjekast, fik han et mindre chok, da han så resultatet.

- Selve beløbet var en overraskelse. Det er nemlig én million kroner højere, end det har været hidtil. Men på den anden side reflekterer det salgspriserne i området, så helt overrasket er jeg ikke, siger boligejeren, der tidligere arbejdede som it-tekniker, men nu er pensioneret.

Konkret betyder det ikke noget i kroner og ører for John Nelsson. Selv om han på papiret skal betale mere i boligskat, så bliver stigningen dækket af en skatterabat.

Det er først, når huset får en ny ejer efter 1. januar 2024, at boligskatten stiger.

Her er planen for de nye ejendomsvurderinger:

  • I september 2021 startede udsendelsen af første etape af de nye ejerboligvurderinger. Ejerne af 50.000 parcel- og rækkehuse fik det, man kalder en deklaration med de væsentligste oplysninger om deres boliger.

  • Fra midten af oktober 2021 følger de egentlige ejendomsvurderinger til de 50.000 boligejere.

  • I foråret 2022 udsendes vurderinger og efterfølgende tilbagebetalingstilbud til ejerne af yderligere cirka 100.000 parcel- og rækkehuse.

  • I andet halvår af 2022 påbegynder Vurderingsstyrelsen sagsbehandling af vurderingerne for cirka 700.000 resterende parcel- og rækkehuse. Bagefter udsendes vurderinger og tilbagebetalingstilbud.

  • Senere udsendes vurderinger og tilbagebetalingstilbud for de øvrige ejerboliger, herunder ejerlejligheder, sommerhuse og andre typer af ejerboliger.

Økonom kalder retstilstanden for 'ulden'

Grunden til, at Vurderingsstyrelsen har lavet så detajlerede vurderinger, er, at boligejerne skal være klædt bedst muligt på, hvis de mener, styrelsen har skudt ved siden af.

De mange oplysninger giver dem nemlig et konkret redskab, hvis de skal klage.

Men i stedet for at være en fordel for boligejerne, så kan de ende med at have den modsatte effekt, mener Mikkel Høegh, der er boligøkonom i Jyske Bank.

Det kan faktisk betyde, at nogle boligejere ikke har den fjerneste idé, om deres nye vurderinger er korrrekte.

- Det burde være så simpelt, at alle mennesker skulle kunne regne ud, hvor meget skat af deres bolig, de skal betale. Her er vi på ingen måde, så det gør det svært at tage stilling til, om den nye vurdering er retvisende, siger han og fortsætter:

- Den her overflod af information og årstal, som folk skal have styr på, gør, at retstilstanden er lidt ulden, siger Mikkel Høegh fra Jyske Bank.

Han mener faktisk slet ikke, at hovedparten af de mange sider er relevante for langt de fleste boligejere.

- I virkeligheden tror jeg, at langt de fleste er interesseret i, hvad resultatet er. Mellemregningerne tror jeg ikke, at ret mange er interesserede i, siger han.

I Glostrup afskrækker den megen læsestof dog ikke John Nelsson. Han er faktisk ganske godt tilfreds med vurderingen og dens udformning.

- I første omgang blev jeg lidt overrasket over 27 sider, men når man ser det igennem, så er det egentlig meget fornuftigt bygget op. De oplysninger, der står, ser ud til at være helt korrekte, siger pensionisten.

De 10 års ventetid på den nye vurdering er heller ikke noget, der for alvor kan få John Nelsson til at fare i flint.

- Man kan undre sig over, at der er gået så lang tid. Men den skulle jo komme på et eller andet tidspunkt, og nu er den her, siger han.

Hvad er en ejendomsvurdering?

  • En ejendomsvurdering er skattemyndighedernes skøn over ejendomsværdi, grundværdi og eventuelt fradrag for forbedringer.

  • Ejendomsværdien er værdien af hele din ejendom, inklusive grund og bygninger. Det er den pris, som skattemyndighederne skønner, du kan få, hvis du sælger din ejendom til en fornuftig køber.

  • Grundværdien er den værdi, en grund ville have, hvis den var ubebygget – her skønnes værdien først og fremmest efter beliggenheden og anvendelsesmuligheder.

  • Ejendomsvurderingen og grundværdien danner grundlag for, hvor meget du skal betale i ejendomsværdiskat og grundskyld.

FacebookTwitter