Julefrokosten kan gøre dig arbejdsløs

Når snaps og julebryg går ind, så går fornuften ud. Men lad være med, at svine chefen i en brandert. Det kan nemlig koste dig jobbet.

Hvis du ikke er bedste venner med chefen, så er det nok en god idé at finde det bord, der er længst væk, til julefrokosten i aften.

Efter snaps og julebryg er der nemlig mange, der får sagt noget dumt.

Dumme chef

Faktisk har mere end halvdelen af HK'erne oplevet en kollega dumme sig overfor en overordnet til julefrokosten, viser en rundspørge blandt fagforeniningens medlemmer.

- Vi ser nogle sager, hvor medarbejderen kommer hen og fortæller chefen sin uforbeholdne mening, fortæller Jeanette Hahnemann, juridisk konsulent i HK.

Fyreseddel

Og hvis man er rigtig grim i munden, så slipper man ikke med tømmermænd næste dag.

- Man risikerer at blive fyret.

Selv om det er svært at vide, hvilke grovheder der fører til en fyreseddel - så er der nogle ting, man bare skal lade helt være med at sige.

- Hvis man kalder sin chef en kæmpe idiot eller et dumt svin, så kan man være gået over grænsen, siger Jeanette Hahnemann.

Stands ulykken

Og hvis man taler over sig - så er det bedst, hvis man får fat i chefen så hurtigt som muligt.

Så må man fortælle chefen: "Det jeg sagde i går, var ikke helt godt - det er jeg ked af - kan vi finde en løsning?", siger Jeanette Hahnemann.

Facebook
Twitter