Julehandlen overhaler sidste år og sætter igen rekord

Forbrugerne brugte deres dankort flittigt i de første to uger af julemåneden, viser en opgørelse fra Nets.

Dansk Erhverv forventer, at danskernes juleindkøb i år vil nå op på omkring 200 millioner kroner mere end sidste år. (Foto: TORKIL ADSERSEN © Scanpix)

Det er jul, og forbrugerne svinger deres dankort, så der kommer gaver under træet og mad på bordet.

De danske forbrugere handlede for 16,5 milliarder kroner i de første 14 dage af december, og det er en stigning på 6,5 procent i forhold til sidste år.

Butikkernes omsætning med dankort nåede op på 16,5 milliarder kroner ifølge nye omsætningstal fra Nets. Det betyder, at forbrugerne brugte for knap en milliard kroner mere end i første halvdel af julemåneden sidste år.

- Det er positivt, at julehandlen er startet godt, og vi kan håbe, at tendensen holder, selv om vi kun er midtvejs i julesalget, siger markedsdirektør Henrik Hyltoft, Dansk Erhverv i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Omsætningsfremgangen dækker både det almindelige forbrug og merforbruget til juleindkøb.

Meromsætningen på knap en milliard kroner svarer til en vækst på omkring 1,5 procent i forhold til julehandlen i de første to uger af december sidste år, når man tager højde for inflationen og det øgede brug af dankort frem for kontanter.

Dansk Erhverv forventer, at danskernes juleindkøb i år vil nå op på 8,6 milliarder kroner eller omkring 200 millioner kroner mere end sidste år.

/ritzau/

Facebook
Twitter