Jyske Bank hitter med café og bordfodbold

Jyske Bank opjusterer nu sine forventninger til årets resultat med 200 millioner kroner. Bankens idé med at gøre filialerne til caféer har tilsyneladende lokket mange kunder til.

Jyske Bank har brugt omkring 400 millioner kroner på at skabe en ny bankoplevelse blandt andet ved at indrette lokalerne på en ny måde.

Muligheden for at tage sig en café latte eller spille bordfodbold lokker mange kunder til Jyske Banks filialer.

Banken haft en rekord nettotilgang af kunder på godt 15.000 siden introduktionen af "Jyske Forskelle 2. generation", som er konceptet med bordfodbold og café latte i bankfilialerne.

Og i det hele taget går det godt for Jyske Bank. Banken fik en basisindtjening før nedskrivninger på udlån på knap to milliarder kroner i årets første ni måneder og opjusterer nu resultatet til hele året med 200 millioner kroner.

- Udviklingen i forretningsomfang og indtjening har været tilfredsstillende, skriver banken i kvartalsregnskabet.

Opjustering trods aftagende økonomi

Jyske Bank forventer, at væksten i dansk økonomi er aftagende. Men alligevel vælger banken at altså at opjustere basisindtjening før nedskrivninger på udlån for hele året fra 2,3 til 2,5 milliarder kroner.

Overskuddet før skat lå i årets første ni måneder på 1.766 millioner kroner mod 2.056 millioner i 2006. Med i tallene fra sidste år er en avance på salget af Totalkredit på 242 millioner - en post, der kun gav 25 millioner i år.

Samlet har banken haft en vækst i udlån på 17 procent og en vækst i indlånene på 22 procent.

Facebook
Twitter