Kæmperegning på udskudt skat og moms venter: Tidsfrister i september og november bliver skæbnesvangre

I fælles brev har erhvervsorganisationer bedt skatteministeren om at udskyde betalingsfristen.

Ifølge skatteministeriet skylder danske virksomheder fortsat staten 29 milliarder kroner i udskudt skat og moms. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

I slutningen af marts 2020 fremlagde regeringen de første hjælpepakker, som skulle holde hånden under danske virksomheder.

Der er dog et men: For tusindvis af danske virksomheder har stadig et mellemværende med staten i form af statslige rentefri lån for udskudt skat og moms.

Ifølge Skatteministeriet drejer det sig om knap 29 milliarder kroner.

Betalingsfristerne venter lige rundt om hjørnet, og DR Nyheder har fået skattepolitisk chef i Dansk Erhverv, Jacob Ravn, til at give et overblik over efterårets skæbnedatoer.

September: Slutafregning for kompensationer for løn og faste udgifter

Arkivfoto. Virksomheder har kunnet søge hjælpepakker til at dække faste udgifter, omsætningstab og løn til ansat personale. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

I alt har der været mere end 20 kompensationsordninger, som virksomhederne har kunnet søge, og de skal slutafregnes den 30. september, forklarer Jacob Ravn fra Dansk Erhverv.

- Man skal ikke betale selve kompensationen tilbage, men hvis man nu haft færre faste udgifter, end man havde regnet med, eller at man ikke har oplevet så stort et omsætningstab, som man havde regnet med – og man dermed har fået større kompensation, end man var berettiget til, så skal det afregnes, siger han og tilføjer

- Slutafregningen kan godt vise sig at blive problematisk for ganske mange virksomheder, for mange er først rigtigt kommet i gang med deres forretning her efter sommerferien.

November: Frist for udskudt moms

Arkivfoto. Små og mellemstore virksomheder har haft mulighed for at udskyde deres momsregnskab. (Foto: KELD NAVNTOFT © Ritzau Scanpix)

Små og mellemstore virksomheder har siden marts 2020 haft mulighed for at udskyde den moms, som de ellers skule betale. Skatteministeriet har tidligere estimeret, at det har givet 40 milliarder kroner i likviditet til virksomhederne.

En del af den moms skubber virksomhederne stadig foran sig. Først blev fristen rykket til slutningen af marts, og siden er den blevet yderligere udskudt til udgangen af november 2021.

- Det er langt fra alle, der har udskudt momsen, men i brancher som oplevelsesøkonomien og andre brancher, som har været særligt nødlidende, er der en del virksomheder, som stadig mangler at opgøre deres momsregnskab, siger Jacob Ravn, der udnævner fristen for tilbagebetaling af moms, som den mest kritiske deadline.

Momsen skal afregnes senest ved fristen, ellers falder der renter på over otte procent på beløbet.

2022 + 2023: Frist for udskudt skat, a-skat og am-bidrag

Arkivfoto. Det er særligt virksomheder inden for oplevelsesøkonomi, der har benyttet sig af hjælpepakkerne og de statslige låneordninger. (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)

Ligesom med momsen har landets virksomheder haft mulighed for at udskyde indbetaling af en række skatter herunder arbejdsmarkedsbidraget – også kendt som AM-bidrag – som er en skat på otte procent af ens løn, der bruges af staten til eksempelvis at udbetale sygedagpenge.

I alt har virksomhederne kunne benytte sig af fem forskellige skattelåneordninger. Tre af ordningerne har en tilbagebetalingsfrist i foråret 2022, mens de sidste to forfalder i 2023.

- De her lån – som jo egentligt bare er en udskydelse af betalingsfristen – har været rente- og afdragsfrit og bliver ved med at være det frem til skæringsdatoerne i 2022 og 2023, forklarer Jacob Ravn.

Organisationer i nødråb: Udskyd fristerne

Arkivfoto. En række erhvervsorganisationer med Brian Mikkelsen fra Dansk Erhverv i spidsen er nervøse konsekvenserne af efterårets betalingsfrister og har bedt ministeren om en udskydelse. (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)

I slutningen af juli sendte Dansk Erhverv, Dansk Industri, Horesta, SMV Danmark og brancheorganisationen Danske Restauranter & Cafeer et åbent brev til skatteminister Morten Bødskov (S) med appel om at udskyde tilbagebetalingsfristerne til udgangen af 2021, som man også har gjort i Tyskland.

- Særligt fristen for tilbagebetaling af moms ved udgangen af november er kritisk, den er der helt sikkert virksomheder, som vil komme i klemme under, siger Jacob Ravn.

I øjeblikket ser vi bemærkelsesværdigt få konkurser – hvis man udskyder yderligere, holder man så ikke bare ved med at holde hånden kunstigt under nogle virksomheder?

- Det er en vurdering, man hele tiden må tage. Vi mener dog, at man burde udskyde til hele 2021 med, da de sidste virksomheder som natklubber har fået lov at åbne igen, svarer Jacob Ravn.

Yderligere foreslår organisationerne, at alle virksomheder skal kunne afdrage tilbagebetaling af moms, skat og a-skat løbende over seks år.

I et svar fra den 18. august skriver skatteministeren, at der allerede findes ordninger, så ”virksomheder under visse betingelser kan indgå en afdragsordning på skattekontoen”. Derudover følger regeringen situationen nøje og løbende overvejer, om der er behov for yderligere tiltag.

Facebook
Twitter