Kalder e-mærke banalt og dyrt

E-mærket, der skal give forbrugerne tryg handel på internettet, bliver kritiseret for blot at være et klistermærke til 6.400 kroner. Det dækker nemlig ikke mere end loven, lyder kritikken.

e-mærke (Foto: e-handelsfondens hjemmeside © e-handelsfondens hjemmeside)

Når internetbutikker har det såkaldte e-mærke, så er det din sikkerhed for tryg og etisk forsvarlig færden og handel på internettet. Det er i hvert fald den måde, som e-mærket bliver markedsført på.

Men kritikere af e-mærket mener, at det lille logo, der er formet som et øje med et e inden i, blot er en garanti for, at virksomhederne overholder loven - og det kan de ikke se, hvorfor man skal betale penge for.

Tommy Johannesen driver internetforretningen Frokostbutikken, hvor skolelever på 50 folkeskoler kan gå ind og bestille og betale for deres skolemad.

Klistermærke til 6.400 kroner

Selv om alt i butikken kører over internettet, så er Tommy Johannesens forretning ikke udstyret med et e-mærke. Det skyldes, at han mener, at e-mærket ikke er pengene værd.

- Jeg kan sammenligne det med, at der kommer en sælger ind af døren i en almindelig butik og siger "goddag, jeg vil godt have lov til at sælge dig et klistermærke, du kan sætte på din dør. På det klistermærke står der: Jeg overholder loven. Og det skal kun koste dig 6.400 kroner, så får du lov at sætte det på din dør." Jeg tror ikke, at han ville sælge særlig mange af de klistermærker, siger Tommy Johannesen til DR Penge.

Ikke behov for e-mærke

Han mener at lovgivningen på området stiller forbrugerne rigtig godt, når de køber varer over internettet, og derfor er det slet ikke behov for et e-mærke.

- Vi har en udmærket lovgivning, som sikrer folk godt. De kan få pengene tilbage, hvis ikke varen bliver leveret, eller hvis ikke de er tilfredse. E-mærket fortæller udelukkende, at den butik, der har mærket, overholder loven, siger Tommy Johannesen.

Men hos E-handelsfonden, der udsteder e-mærket, er direktør Lars Schmidt uenig i den vurdering.

Kun betaling med kort

Han forklarer, at der sammen med e-mærket følger en juridisk gennemgang af virksomhedernes hjemmesider, og så stiller e-mærkede butikker forbrugerne lidt bedre, end loven gør.

- Vi som ordning har et sæt retningslinier, som for 95 procents vedkommende er gældende lov. Derudover har vi nogle særlige krav, som gør os til en mærkningsordning, siger Lars Schmidt.

Butikker med E-mærket må eksempelvis ikke modtage forudbetaling for varer via en bankoverførsel men kun modtage betaling med dankort eller kreditkort.

Stiller forbrugeren bedre end loven

Derudover stiller e-mærket forbrugerne lidt bedre end loven, når det gælder tilmelding til konkurrencer og nyhedsbreve, men som udgangspunkt er det ikke lovligt at overdænge forbrugerne med en masse spam-mails.

Men hos Forbrugerombudsmanden, som har det formelle tilsyn med landets internet-butikker er man glade for e-mærket. Forbrugerombudsmand Henrik Øe afviser kritikken af, at e-mærket blot er en blåstempling af, at butikkerne overholder loven.

- Man må erkende at lovgivningen er meget kompliceret. Derfor er jeg glad for, at der findes et e-handelsmærke. Det er med til at skabe en højere forbrugertillid, når man kan se, at der er lavet sådan et tjek, siger forbrugerombudsmand Henrik Øe.

Forbrugerombudsmanden: E-mærket et supplement

Men hvordan ser han så e-mærket set fra forbrugernes side.

- Det er et supplement til det tilsyn jeg fører. Det tjek, man skal igennem, når man søger om e-mærket, svarer jo nogenlunde til det tjek, jeg ville foretage af hjemmesiden, siger Henrik Øe.

Forbrugerombudsmanden har sat e-handel som et af sine indsatsområder for indeværende år, og han vil blandt andet gennemgå en række hjemmesider for at se, om de overholder loven. Hvis ikke de gør det, så er han klar med politianmeldelser.

Facebook
Twitter