Kamp mod konkurs: Danske Bank spiller vigtig rolle i skæbnestund for Norwegian

Det norske luftfartsselskab Norwegians fremtid bliver afgjort inden for en uge.

(Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Det er gået fra ondt til værre for Norwegian, der nu beder sine hårdt prøvede aktionærer om at skyde nye penge i det kriseramte luftfartsselskab.

I en børsmeddelelse anmoder det norske luftfartsselskab om ekstra 400 millioner norske kroner. Pengene skal bruge som garanti for at få del i den norske stats hjælpepakke på tre milliarder norske kroner.

- Hvis aktionærerne stemmer ja til at redde selskabet, får de tilgang til aktier til en stærk rabat, siger Jacob Schram, der er koncernchef i Norwegian.

Obligationsejerne skal lade op mod 85 procent af deres tilgodehavende i Norwegian omdanne til aktier. I alt sigter Norwegian efter at få slettet gæld for over 12 milliarder norske kroner. På billedet koncernchef Jacob Schram. (Foto: HAKON MOSVOLD LARSEN © Scanpix)

I marts sikrede Norwegian opbakning til den første del af hjælpepakken på 300 millioner norske kroner.

Her skulle Norwegian finde en eller flere banker, der ville stille med ti procent af den norske statsgaranti, og det ville Danske Bank og den norske bank DNB, ifølge DR's oplysninger.

Men tilsyneladende har Norwegian opgivet at få de to banker til at udvide garantien for den sidste del af den norske hjælpepakke og går nu i stedet til aktionærerne for at redde selskabet fra en konkurs.

Og det er overraskende, vurderer DR's erhvervskorrespondent Jakob Ussing:

- Fordi Danske Bank og norske DNB stillede garantier for den første lille del af den norske stats hjælpepakke, er det lidt overraskende, at Norwegian i stedet for går til aktiemarkedet for at hente frisk kapital denne gang, siger han.

Hverken Danske Bank eller Norwegian ønsker at kommentere deres kundeforhold.

Satser på norsk hjælp

Med en gæld på over 60 milliarder norske kroner var Norwegian i forvejen kriseramt, da det internationale virusudbrud tvang den internationale flytrafik til jorden.

Nu står 95 procent af Norwegians flyflåde på jorden, 80 procent af medarbejderne er sendt hjem, og i sidste uge fyrede Norwegian 4.600 medarbejdere herunder 614 medarbejdere i Danmark.

- Der er en anselig risiko for, at Norwegian ender med at gå konkurs, og at vi ikke har Norwegian på landkortet efter corona-krisen, siger Jacob Pedersen, der er luftfartsanalytiker hos Sydbank.

I en kriseplan fremlagt i dag klamrer Norwegian sig til håbet om, at det kan få adgang til den fulde norske statsgaranti på tre milliarder norske kroner.

Men garantien er ikke en gratis omgang, og luftfartsselskabet skal leve op til nogle skrappe krav, før statsgarantien bliver udløst.

Blandt andet kræver den norske stat, at kreditorerne udskyder renter og afdrag i tre måneder, og så skal egenkapitalen - altså Norwegians polstring - øges betydeligt, før staten vil stille med yderligere lånegarantier.

For at opnå den sidste del af kravet har Norwegian bønfaldt sine kreditorer om at omdanne deres tilgodehavende i Norwegian til aktier.

I alt forsøger Norwegian at få eftergivet gæld for 12,5 milliarder norske kroner.

- Man forsøger at få kreditorerne til at konvertere gæld til aktier, men det er højst usikkert, om det kan lade sig gøre, siger Jacob Pedersen.

Uden Danske Bank

Danske Bank har i en årrække været en tæt bankforbindelse med Norwegian.

Når der med jævne mellemrum er blevet udstedt nye virksomhedsobligationer eller rejst ny kapital gennem aktieudvidelser har det typisk været på Danske Banks brevpapir.

Derfor var det også naturligt, at Danske Bank sammen med DNB stillede garantien på 30 millioner norske kroner i forbindelse med den første del af hjælpepakken på 300 millioner norske kroner.

- Med den første lille garanti til Norwegian i sidste måned har Danske Bank signaleret, at den gerne vil hjælpe Norwegian.

- Men nu skal Norwegian hente pengene i markedet, og det kan blive svært, fordi Norwegian-aktien i forvejen er presset massivt i bund. Med dagens beslutning skal Norwegian over endnu en betydelig forhindring for at overleve, siger Jakob Ussing, erhvervskorrespondent i DR Nyheder.

Efter yderligere et dyk på Oslo Børs i dag har Norwegian-aktien taget et dyk på omkring 90 procent af sin værdi siden årsskiftet.

Hvad kan være grunden til, at Norwegian nu går ud i markedet i stedet for at sikre garantierne i banken?

- En mulighed er, at bankerne simpelthen har fundet et lån til Norwegian på 300 millioner norske kroner for usikkert og derfor har sagt nej. En anden mulighed er, at Norwegian på grund af problemerne i selskabet ikke lever op til de krav, som bankerne har for at kunne stille garantier, siger Jakob Ussing.

Danske Bank må ikke kommentere på konkrete kundeforhold, men i et skriftligt svar lyder det fra chef for bankens storkundeafdelingen Jakob Groot:

- I langt de fleste tilfælde kan vi finde løsninger med de tiltag, vi har taget for at kunne hjælpe flest muligt af vores kunder gennem krisen, siger han.

Danske Bank er dog ikke helt ude af redningsplanen. Banken er såkaldt manager på kapitaludvidelsen. Det betyder, at banken skal forsøge at finde aktionærer, der vil poste penge i Norwegian.

De rødnæsede fly

Ifølge Norwegian er leasingselskaberne, altså de selskaber, der lejer fly til Norwegian, gået med til at afskrive den første del af gælden på cirka fem milliarder norske kroner.

For dem handler det også om, at hvis Norwegian går konkurs, står de tilbage med omkring 100 rødnæsede Norwegian-fly, som er svære at afsætte på et marked, som ligger i dvale på grund af corona-pandemien.

- Alternativet er at begære Norwegian konkurs og kræve pantet. Men det er ikke let at sælge over 100 fly i det nuværende marked. Pandemien vil præge flymarkedet også i fremtiden, siger finansprofessor på Handelshøjskolen i Bergen, Thore Johnsen.

Det er især leasingselskaber i Asien og USA, der har penge til gode hos Norwegian, som i alt opererer 156 fly.

Torsdag er det obligationsejernes tur til at afgøre, om de vil hjælpe Norwegian i mål med kriseplanen.

I alt har Norwegian udstedt virksomhedsobligationer for fire milliarder kroner.

For at holde fast i obligationsejerne har Norwegian blandt andet tilbudt pant i de ellers attraktive start- og landingstilladelser i London Gatwick Airport. Men corona-krisen gør det langt mindre attraktivt at indløse pantet, når der stort set ikke er fly i luften.

Obligationsejerne er blevet bedt om at eftergive op mod 85 procent af deres tilgodehavende hos Norwegian og lade gælden omdanne til aktier i det kriseramte selskab.

Mindst to tredjedele af obligationsejerne skal sige ja, for at aftalen går igennem.

Tredjestørste aktionær

I sidste ende er det dog aktionærerne, som på den ekstraordinære generalforsamling på mandag skal beslutte, om Norwegian skal overleve.

Aktionærerne har i forvejen kunnet se deres investering rasle lodret ned med knap 90 procents værdi siden årsskiftet, og hvis de siger ja til kriseplanen, vil de se deres aktier blive udvandet med yderligere 95 procent.

Også i aktionærkredsen har Danske Bank en vigtig stemme.

Danske Banks porteføljeafdeling, Danske Capital, er ifølge de seneste optegnelser den tredjestørste aktionær i Norwegian med 3,9 procent af aktierne.

Dermed har kunder hos Danske Bank en stor aktiepost i klemme i Norwegian.

Norwegian ønsker ikke at udtale sig om kriseplanen før generalforsamlingen den 4. maj, men til Børsen sagde den danske bestyrelsesformand Niels Smedegaard i marts:

- Vi skal være utroligt heldige, hvis vi skal få det til at lykkes.

Niels Smedegaard blev valgt som ny formand for Norwegian i april sidste år, og også han har set en stor del af sine Norwegian-penge fordufte med corona-krisens komme.

Ved sin tiltrædelse blev Smedegaard tildelt 37.500 aktier til en værdi af cirka 1,5 millioner norske kroner. De aktier har nu en værdi på under 200.000 norske kroner, ifølge Dagens Næringsliv.

Se, hvordan Norwegians aktiekurs har udviklet sig i år:

Norwegian

  • Norwegian blev stiftet i 1993 som en underleverandør regionale flyvninger på Norges vestkyst. I 2002 startede firmaet sine lavpris-flyvninger ved at tilbyde indenrigsflyvninger i Norge med en flåde på seks Boeing 737-fly.

  • I 2003 blev selskabet børsnoteret. Siden har selskabet rejst mange milliarder kroner fra investorer og er vokset til at være det fjerdestørste lavprisflyselskab i Europa. Og det næststørste i Norden i tæt konkurrence med SAS.

  • Inden corona-krisen ramte, opererede Norwegian 160 fly på over 500 ruter og med over 150 destinationer. Norwegian havde 10.000 ansatte over 80 procent er sendt hjem. Og i sidste uge fyrede Norwegian 4.700 medarbejdere herunder 614 i Danmark.

  • Godt to millioner passagerer tager hvert år et Norwegian-fly ud af Kastrup Lufthavn, hvor Norwegian udgør knap 20 procent af alle flyvninger. Dermed er Norwegian lufthavnens næststørste kunde.

  • Norwegians stiftere Bjørn Kjos og Bjørn Kise trak sig fra direktør og bestyrelsesposterne sidste år, og i løbet af foråret har Norwegian-duoen igennem deres fælles holdingselskab HBK Holding afhændet de sidste aktier i selskabet.

  • Norwegian har lavet milliardunderskud tre år i træk.

FacebookTwitter