Kamp om Ukraine koster 3.500 danske job

Også herhjemme har erhvervslivet kunnet mærke følgerne af konflikten i Østukraine.

Ruslands præsident Vladimir Putin, Ukraines præsident Petro Poroshenko, Tysklans kansler Angela Merkel og Frankrigs præsident Francois Hollande mødtes til fredsforhandlinger i Minsk. (Foto: © Vasily Fedosenko, Scanpix)

Danmark har tabt anslået 3500 arbejdspladser i Rusland som konsekvens af borgerkrigen i Ukraine.

Det fortalte underdirektør i Dansk Industri, Peter Thagesen, fredag i radioprogrammet P1 Business.

- Selv dem, der har klaret sig godt på trods af krisen, fortæller, at deres kunder nu beder om længere kredittid. Det strammer til, sagde Peter Thagesen i P1 Business.

Samlet er dansk eksport på blot et år faldet fra 18,2 milliarder til 14,8 milliarder kroner.

Men også danske virksomheder, som opererer i Rusland, har mærket den økonomiske nedtur i Rusland, som både skyldes EU-sanktioner og styrtdykket i olieprisen.

Krise begyndte i 2011

EU-analyser viser, at det ikke alene er konflikten i Ukraine, der har ført til nedgangen, som i 2015 ventes at føre til en skrumpning af Ruslands BNP på mellem ter og fem procent.

Allerede i 2011 begyndte krisen i det russiske samfund.

- Ruslands præsident, Vladimir Putin, ønsker en større grad af selvforsyning. En ny erhvervsstruktur er på vej i Rusland, både af økonomisk nødvendighed, men også fordi Kreml foretrækker det. En slags ny sovjetisering af virksomhedsøkonomien, hvor vi får meget mere stat og mindre privat, vurderede EU's presse- og informationschef i Moskva, Søren Liborius, i P1 Business.