Et hammerslag ved en kinesisk domstol giver Lego et nyt redskab til at sætte prop i trafikken af kopi-legetøj fra Kina.
I går afgjorde retten i den kinesiske storby Guangzhou, at klodser fra fire kinesiske firmaer er kopier og derfor ikke må produceres og sælges.
Kopierne er markedsført og solgt under det såkaldte 'Lepin'-brand, som i flere år har været en sten i skoen på den danske legetøjsgigant.
- Vi glæder os over domstolens afgørelse. Vi mener, at beslutningen er velbegrundet i fakta og klart viser de kinesiske myndigheders indsats for at beskytte intellektuelle rettigheder, siger Legos administrerende direktør, Niels B. Christiansen.
DR Nyheder har tidligere beskrevet, hvordan Lepin-klodserne spreder sig og kan købes på hjemmesider i store dele af Vesten.
18 legetøjssæt var kopier
I alt har retten erklæret 18 Lepin-legetøjssæt for kopier. Desuden skal de fire kinesiske selskaber betale erstatning på omkring 4,3 millioner kroner til Lego.
- Disse afgørelser sender en klar advarsel til andre virksomheder, der muligvis kopierer Lego-produkter. Vi vil fortsætte med at tage de nødvendige juridiske foranstaltninger for at beskytte vores intellektuelle ejendomsrettigheder, siger Niels B. Christiansen.
Det er ikke første gang, den danske klodsgigant lykkes med at vinde retssager om plagiat mod kinesiske selskaber.
I 2017 vandt Lego en sag mod den kinesiske legetøjsfabrikant Bela, som havde krænket Legos ophavsret.
Retten afgjorde samtidig, at Lego-koncernen er beskyttet under den kinesiske konkurrencelov mod uretmæssig konkurrence.
Beskyttelsen angår det særlige og unikke udseende, som Legos produkter har på tværs af produktlinjer, og som skal sikre, at forbrugere straks kan genkende og associere produkterne med Lego.