Kampen om discountkunderne raser: Netto får milliard-makeover

Discountkonceptet, som vi kender det, er ved at dø, siger eksperter.

Netto-butikken på Kongelundsvej i København er af kædens butikker med det nye koncept - blandt andet større frugt- og grøntafdelinger og et "skandinavisk" look med træmaterialer og større lysindfald. (Foto: Ulrik M. Eriksen +45 25706365 © SEES media)

Danmarks største dagligvarekæde, Netto, optrapper nu discountkrigen og investerer fra nytår en milliard kroner i nye butikker og en modernisering af de gamle.

I løbet af de kommende fem år vil kunderne i alle kædens 500 butikker blive mødt af et skandinavisk look med træmaterialer, større frugt- og grøntafdelinger og mere diskrete placeringer af spotvarer.

- Det er en markant investering, der revitaliserer vores butikskoncept fuldstændigt, og jeg glæder mig enormt meget til at se, hvordan kunderne tager imod vores nye butikker, udtaler direktør i Netto Michael Løve i en pressemeddelelse.

I alt en milliard kroner har Nettos ejer Salling Group afsat til at udrulle det nye koncept, der til næste år omfatter 70 butikker.

18 af dem er nye butikker, mens 22 bliver flyttet eller udvidet og 30 renoveret.

- Grundlæggende ønsker vi at skabe butikker, som det er rart at være i for kunder og medarbejdere, og vi er meget glade for den modtagelse, vi har fået fra kunderne i de første butikker med vores nye koncept, lyder det fra Michael Løve.

Kæmper om kundernes oplevelse

De fem store discountkæder - Netto, Fakta, Aldi, Lidl og Rema 1000 - har i flere år kæmpet en benhård kamp om de prisbevidste, men i stigende grad også sundheds- og miljøbevidste kunder.

Med Nettos milliard-makeover af de klassiske gule butikker bliver der nu også optrappet på den front, der handler om at give kunderne den mest behagelige indkøbsoplevelse.

Det fortæller konsulent og markedsanalytiker for detailhandlen Flemming Birch, der er partner i firmaet Birch & Birch.

- For eksempel er Aldi ved at lave bredere parkeringspladser. På alle mulige måder forsøger man at gøre det nemt og mere behageligt for kunderne. Det handler ikke kun om at være billig, siger han.

Udviklingen i retning af bedre indkøbsoplevelser skyldes ikke kun supermarkedernes indbyrdes konkurrence.

De er i høj grad presset af danskernes stigende tendens til at smide indkøbskurven fra sig og spise takeaway eller ude i stedet for at tilberede maden selv, fortæller detailekspert Henrik Libak, partner i Libak Retail.

Det ses ikke mindst ved, at discountbutikkerne alle udvider deres sortiment af færdigretter.

- Restaurationssektoren vokser med omkring 10 procent om året. Og det rammer supermarkerne hårdt. Det er den største trussel mod sektoren, at folk kommer til at handle mindre på den baggrund, siger han.

Discountbutikker kopierer supermarkeder

Netto-butikkernes nye koncept kroner en tiårig udvikling, hvor discountbutikkerne i stigende grad er "gået op i markedet", forklarer Flemming Birch.

Butikkerne har fået så mange forskellige varer på hylderne, at den gennemsnitlige dansker kan nøjes med at fylde sin indkøbsvogn ét sted for at dække sit ugentlige behov.

- I gamle dage var discountbutikken det sted, hvor du købte billige havregryn, rugbrød og mælk. Og så købte du de mere lækre ting henne i supermarkedet. Men i de fleste forbrugeres hoveder, der skelner man ikke på den måde længere, siger han.

Det danske detailmarked er kendetegnet ved en høj butikstæthed og forbrugere, der ikke er særligt loyale over for de enkelte kæder, men gerne handler hos konkurrenten, fortæller Flemming Birch.

Det har den norske detailgigant Rema 1000 nydt godt af. Og det er også en forklaringerne på, at de øvrige discountkæder nu ruster op.

- Fordi vi har haft de her mange åbninger af Rema 1000 butikker, så er de andre begyndt at se lidt triste ud. Og derfor alle konkurrenterne i gang med at modernisere sig selv, siger Flemming Birch.

Facebook
Twitter