Karsten Lauritzen lovede prop i milliardgæld inden nytår: 'Det holder ikke'

Ny skatteminister Morten Bødskov (S) kalder tidligere ministers udsagn for "en illusion".

I begyndelsen af i år meldte tidligere skatteminister Karsten Lauritzen (V) ud, at et nyt automatisk gældssystem ville sikre inddrivelsen af gæld i 2019. Det var forkert, siger ny minister. (Foto: Maria Albrechtsen Mortensen © Scanpix)

Tidligere skatteminister Karsten Lauritzen (V) lovede i foråret, at al gæld, som blev oparbejdet efter 2019, ville blive forsøgt inddrevet.

- For ny gæld, der opstår, vil borgerne opleve i 2019, at systemet vil fungere i forhold til at bede folk om at betale, sagde ministeren i februar ifølge Berlingske.

Men det kommer ikke til at ske, siger den nye skatteminister Morten Bødskov (S) nu.

- Vi kan se på inddrivelsesområdet, at billedet, der er tegnet, ikke holder, siger Morten Bødskov.

Nyt system skulle sætte prop i

Omkring en million danskere skylder tilsammen over 118 milliarder kroner.

- Der er store udfordringer, og jeg kan konstatere, at der ligger en regning i milliardklassen på mit skrivebord, som skal betales inden 1. januar, siger Morten Bødskov.

Den massive gæld er opstået, efter at det hedengangne Skat måtte kaste håndklædet i ringen i forhold til det kuldsejlede automatiske inddrivelsessystem, EFI.

I begyndelsen af i år meldte tidligere skatteminister Karsten Lauritzen så ud, at det danske it-firma Netcompany havde afleveret den sidste del af det nye automatiske gældssystem med det mindre mundrette navn PSRM.

Det skulle ifølge Karsten Lauritzen sikre inddrivelsen af gæld i 2019.

- Det var de oplysninger, jeg fik fra mine embedsmænd. Hvis der så er sket noget siden da, der ændrer det billede, så er det jo en anden situation. Men det er nyt for mig, siger Karsten Lauritzen til DR Nyheder i dag.

Ny minister giver ikke løfter

I sidste uge var landets Statsrevisorer ude med en skarp kritik af den del af statsregnskabet, der handler om skatter og afgifter. Især Gældsstyrelsens manglende evne til at inddrive den milliardgæld, som vokser år for år, fik statsrevisorerne til at fastholde den skærpede kritik.

Rigsrevisionen, der reviderer regnskabet for Statsrevisorerne og Folketinget, tog sidste år generelt forbehold for hele skattedelen af statsregnskabet for 2017, fordi det var usikkert, om store dele af regnskabet var korrekt.

Og Rigsrevisionen skrev allerede den 19. marts i forbindelse med modtagelsen af regnskabet fra Skattestyrelsen, at det sandsynligvis igen ville blive nødvendigt med en form for forbehold.

Skatteminister Morten Bødskov vil derfor ikke som sin forgænger sætte en tidshorisont på, hvornår det nye system kommer til at fungere. Før nytår bliver det i hvert fald ikke, siger Morten Bødskov.

- I sidste uge var Rigsrevisionen ude med en markant kritik af, hvordan det fungerer nu, og det er en illusion at tro, at vi inden nytår har et totalt velfungerende inddrivelsessystem.

Hvornår kommer det så til at fungere?

- Jeg tror, at det her kommer til at tage mange år. Det er jo et skattevæsen, der har været udsat for, jeg ved ikke hvor mange reformer. Helt vitale systemer er blevet kastet op i luften, og de er på ingen måder landet rigtigt.

Bliver det i din tid som minister?

- Det håber jeg. Men jeg tror, man skal indstille sig på, at en genopretning af det, der er sket de sidste 10-15 år med vores skattevæsnet, kommer til at tage lang tid, siger Morten Bødskov.

Facebook
Twitter